Kostråd ved mælkeallergi

Mælkeallergi hos børn er en allergi, hvor barnets immunsystem reagerer på proteinerne i mælk og mælkeprodukter. Hvis barnet har mælkeallergi, tåler det hverken mælk fra køer, geder eller får – hverken i kogt, rå, pasteuriseret eller uhomogeniseret form.

Laktosefri mælk kan ikke anvendes, hvis barnet har mælkeallergi, da det stadig indeholder mælkeproteiner.

I meget sjældne tilfælde kan børn med mælkeallergi reagere på komælk overført fra moderens kost gennem modermælken. Er det tilfældet, kan det være nødvendigt for moderen at gå på en mælkefri diæt.