Kikkertundersøgelse af tyktarmen (barn), Aalborg
Dit barn skal have foretaget en kikkertundersøgelse af tyktarmen, en såkaldt koloskopi. Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om der er forandringer i tyktarmen, som kan være årsag til dit barns symptomer.
Undersøgelsen foregår i Afsnit for Kikkertundersøgelser på 4. etage på Aalborg Universitetshospital, Syd.
-
Dit barn skal have foretaget en kikkertundersøgelse af tyktarmen, en såkaldt koloskopi. Formålet med undersøgelsen er at vurdere, om der er forandringer i tyktarmen, som kan være årsag til dit barns symptomer.
Undersøgelsen foregår i Afsnit for Kikkertundersøgelser på 4. etage på Aalborg Universitetshospital, Syd.
-
Dit barn er fuldt bedøvet under undersøgelsen.
Vær hos dit barn, indtil barnet er bedøvet
Det er vigtigt, at du går med hen til undersøgelsesstuen. Det kan gøre barnet mere tryg ved situationen. Du er med på stuen, indtil dit barn er blevet bedøvet og sover.
Vi gentager spørgsmål af hensyn til sikkerheden
Inden barnet bliver bedøvet, vil en læge eller sygeplejerske spørge om barnets navn og personnummer. Vi gentager nogle af de spørgsmål, som lægen måske allerede har stillet tidligere. Det gør vi for barnets sikkerheds skyld.
Bedøvelse gennem drop
Vi bedøver gennem et drop (et lille plastikrør i et blodkar), som vi giver sovemedicin i. Når vi giver bedøvelsen gennem et drop, sover dit barn få sekunder efter, at sovemedicinen er givet. For at vi kan give bedøvelsen gennem et drop, skal barnet stikkes før bedøvelsen. Følg vejledningen i at påføre lokalbedøvende Emla-plaster på dit barns hænder. Emla-plasteret hjælper med at mindske smerterne ved det stik, barnet skal have.
Selve undersøgelsen
Lægen benytter en bøjelig kikkert på tykkelse med en finger – et såkaldt koloskop. Koloskopet føres fra endetarmsåbningen op og videre rundt i tyktarmen. Gennem koloskopet kan lægen se tarmens slimhinde, tage vævsprøver og fjerne eventuelle polypper.
Undersøgelsen kan tage op til 1 time.
-
Når undersøgelsen er færdig, bliver dit barn kørt hen til observationsstuen sammen med dig. Her skal I være i cirka en time.
I skal selv medbringe en lille snack/madpakke til efter observationsperioden, hvis I vurderer, at barnet vil have behov for dette.
Hvis dit barn er indlagt, kommer I tilbage til sengeafsnittet, når undersøgelsen er slut.
-
Udrens tarmen inden undersøgelsen
For at vi kan undersøge tarmen indvendigt, er det nødvendigt, at den er tom. Dit barn skal derfor spise på en bestemt måde i dagene op til undersøgelsen, samt udrense tarmen med et udrensningsmiddel. Vi anbefaler Picoprep, som I skal hente på apoteket. Husk at medbringe den tilsendte rekvisition, så I kan få Picoprep udleveret omkostningsfrit.
I skal følge vejledningen herunder og ikke indlægssedlen fra æsken. Udrensningen medfører diarré, og barnet kan i forbindelse med udrensningen få kvalme, hovedpine og smerter i den nederste del af endetarmen.
Ugen før
Tidspunkt
Forberedelse
7 dage før (eller tidligst muligt)
Tag ikke jerntabletter
Tager dit barn normalt jerntabletter, så hold en pause med dem, indtil undersøgelsen er ovre.
Begynd at tage et blødgørende afføringsmiddel
Blødgørende afføringsmiddel kan enten være Magnesia eller Movicol.
5 dage før
Spis kun kernefri kost
Det vil sige, at dit barn ikke må spise brød med kerner, kiwifrugt, hørfrø, sesamfrø med videre.
Dagen før
Tidspunkt
Forberedelse
Hele dagen
Spis kun flydende kost – alt der kan passere gennem en si.
Dit barn må få: klar suppe uden fyld, yoghurt uden frugtstykker, saftevand, juice (uden frugtkød), sodavand, vand, sodavandsis, mælk.
Drik rigeligt - det vil sige 2-3 liter.
13.00
Tag Picoprep
Opløs Picoprep i vand (dosis ifølge skemaet herunder). Drik rigeligt som anført under skemaet.
Tidligst 19.00, gerne senere
Tag Picoprep
Opløs Picoprep i vand (dosis ifølge skemaet herunder). Drik rigeligt som anført under skemaet.
I kan forvente effekt i løbet af ½-6 timer.
Vælg den dosis Picoprep, som passer til dit barn
I skemaet herunder kan du se, hvor meget Picoprep dit barn skal have på de angivne tidspunkter.
Kl. 13.00
Kl. 19.00 tidligst, gerne senere
2 – under 4 år
½ brev
½ brev
4 – under 9 år
1 brev
½ brev
9 år og derover
1 brev
1 brev
Sådan blandes Picoprep
- ½ brev Picoprep blandes i ½ glas vand.
- 1 brev Picoprep blandes i 1 glas vand.
Rør i blandingen i 2-3 minutter. Når det ikke længere bruser, er blandingen færdig. Blandingen vil være uklar/hvid. Dit barn skal drikke blandingen inden for 15 minutter.
Sørg for, at barnet drikker rigeligt efter Picoprep
Det er vigtigt, at barnet drikker rigeligt efter det har drukket blandingen med Picoprep. Det hjælper på udrensningen. Følg denne anvisning:
- Efter ½ brev Picoprep skal barnet drikke mindst ½ liter væske.
- Efter 1 brev Picoprep skal barnet drikke mindst 1 liter væske i løbet af et par timer.
Sæt Emla-plaster på begge håndrygge
1 time inden mødetid skal du sætte Emla-plaster på begge barnets håndrygge, medmindre andet er aftalt. Emla-plasteret bedøver huden på håndryggen, så det ikke gør ondt, når barnet skal have lagt drop i forbindelse med bedøvelsen.
Fortsæt med barnets medicin, som I plejer
Tager dit barn medicin, skal I fortsætte med det som vanligt under udrensningen. Dit barn må gerne tage medicin om morgenen på undersøgelsesdagen med lidt vand til.
Har dit barn diabetes
Planlæg på forhånd med barnets faste diabeteslæge, hvorledes insulin-/tabletbehandlingen skal være.
-
Hvis der er taget vævsprøver, vil der gå minimum 2-3 uger, før svaret på undersøgelsen er klar. I får svar på undersøgelsen fra Børneafdelingen.
-
Vær opmærksom på smerter, blødning og feber
Hvis dit barn får kraftige smerter, blødning eller feber inden for 3 døgn efter undersøgelsen, skal I ringe på 97 66 34 22 og få kontakt med den vagthavende læge på Børneafdelingen.
Hvis der opstår problemer efter det 3. døgn, skal I kontakte egen læge eller Lægevagten.
-
Har I spørgsmål, er I velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om kikkertundersøgelse af tyktarmen, kan I eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: ’koloskopi’.
Børne- og Ungeafdelingen
Sekretariatet
Tlf. 97 66 33 30
Ambulatorium for Børn og Unge
Tlf. 97 55 34 00
Modtagelsen for Børn og Unge
Tlf. 97 66 34 21
Børne- og Ungedagafsnit
Tlf. 97 66 34 12
Børne- og Ungedøgnafsnit, Etage 1
Tlf. 97 66 34 25
Børne- og Ungedøgnafsnit, Etage 2
Tlf. 97 66 64 33
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 10.00 – 14.00