Sådan træner du efter syning af bøjesener på underarm og hånd, 2.-5. finger, tidligt aktiv mobilisering

Du har gennemgået en operation, hvor en eller flere af dine bøjesener er blevet syet. Efter operationen er senen og det omkringliggende væv svagt. Derfor er der behov for skånsom træning for at undgå for meget arvæv eller at senen brister. 

I denne vejledning vil du finde øvelser, der øger din bevægelse og styrker og stabiliserer din hånd/arm efter operationen.

I vejledningen finder du øvelser, der øger din bevægelighed og styrke. Derudover er der en guide til, hvilke daglige aktiviteter og grader af belastning du må udsætte din hånd for i de kommende uger og måneder.

Følg disse retningslinjer i forhold til skinnen

Du har fået anlagt en skinne på din hånd og underarm for at beskytte senen. For skinnen gælder følgende retningslinjer:

  • Skinnen må ikke sidde så løst, at din hånd og underarm kan glide i den.
  • Sker der noget med skinnen, bør du ringe til fysio- eller ergoterapeuten. Se telefonnummeret i kontaktboksen.
  • Skinnen skal betragtes som en gips, og du må ikke tage den af.

Brug ikke hånden

Brug ikke hånden til mere end de aktiviteter ergo- eller fysioterapeuten vejleder dig i. Find eventuelt vejledning i skemaerne på de følgende sider.

Behold skinnen på om natten

Når du går i seng, skal du beholde begge skinnedele på, så fingrene holdes i en strakt stilling natten igennem.