Op til 12 måneders forlængelse per forælder
Hvis jeres barn indlægges inden for de første 46 uger efter fødslen, har I ret til at få forlænget jeres orlov og barselsdagpenge med den periode, barnet er indlagt. Hver forælder kan forlænge sin orlov med op til 12 måneder.
- I kan holde orlov samtidig eller på skift. I kan få forlænget barslen med nøjagtigt det antal dage, barnet er indlagt. Det er en betingelse for forlængelsen, at I ikke genoptager arbejdet i indlæggelsesperioden.
- Når barnet bliver udskrevet, fortsætter I med den del af orloven, I endnu ikke har brugt. I kan bruge af de 24 ugers orlov fra og med kalenderdagen efter den dag, hvor jeres barn udskrives.
- Ved flerbarnsfødsler, hvor flere børn er indlagt, regnes udskrivningstidspunktet fra det tidspunkt, hvor det sidste barn bliver udskrevet.
Hvis I vælger at arbejde under indlæggelsen
Hvis I vælger at arbejde, mens barnet er indlagt, bliver resten af jeres barselsorlov udskudt til efter udskrivelsen. I behøver med andre ord ikke at være indlagt med barnet i hele indlæggelsesperioden for at udnytte jeres ret til at forlænge orlovsperioden. Forlængelsen er dog betinget af, at barnet bliver udskrevet senest 60 uger efter fødslen. Kontakt jeres arbejdsgiver og Udbetaling Danmark, hvis I vil bruge denne mulighed.
Tidlig hjemmebehandling (THB) tæller med
Mange familier får mulighed for tidlig hjemmebehandling (THB), hvor barnet behandles i hjemmet, men formelt stadig er indlagt. I optjener derfor også ret til forlængelse i den periode, I er i tidlig hjemmebehandling.