Anlæggelse af baklofenpumpe

Dit barn har fået lavet en baklofentest, og testen har vist, at dit barn kan have glæde af en baklofenpumpe. En baklofenpumpe er en lille medicinbeholder på 7 cm i diameter og 2 cm i højden. Pumpen giver kontinuerligt medicin, tilpasset barnets behov.

Pumpen opereres ind under maveskindet i højre eller venstre side. Medicinen ledes via et tyndt kateter til rygmarvskanalen. Pumpen styres elektronisk og kan således løbende reguleres efter behov. I forbindelse med operationen skal du forvente, at dit barn er indlagt cirka 5-10 dage, afhængigt af hvordan dit barn har det efter operationen. De fleste vil være indlagt 5 dage.

Pumpen bliver indstillet på den mængde baklofen, der gav sikker reaktion ved baklofentesten. Dit barn skal fortsætte med den dosis baklofen, som barnet fik gennem munden/sonden før operationen. Først når dit barn er kommet hjem og er kommet sig helt over operationen, kan man justere baklofenmængden.

Dit barn vil blive indkaldt cirka 14 dage efter operationen til regulering af pumpen og til start på aftrapning af den baklofen, der gives gennem munden/sonden. Der aftrappes over 14 dage. Pumpen vil blive reguleret hver 14 dage, indtil vi sammen finder den helt rigtige dosering.

Opdateret