Barnet opholder sig i en hospitalsseng under undersøgelsen og kan enten sidde eller ligge ned og foretage sig stille aktiviteter. Måske bliver der behov for at sove.
Under undersøgelsen lægger vi en lille plastikslange (venflon) i barnets albuebøjning. Plastikslangen bruger vi til at give medicin og til at tage blodprøver med.
Vi tager en blodprøve ved starten af undersøgelsen og igen hver ½ time herefter – i alt 6 gange. Vi bruger blodprøverne til at lave analyser af barnets væksthormon.
Når vi har udtaget den første blodprøve, skal barnet tage klonidintabletter. Herefter giver vi barnet drop med saltvand.
Under undersøgelsen følger vi barnets blodsukker og blodtryk, dels på grund af fasten og dels fordi klonidin sænker blodtrykket.
Undersøgelsen varer cirka 3 timer.
Det er almindeligt, at barnet bliver træt og døsigt i forbindelse med testen. Det skyldes, at klonidin sænker blodtrykket.
Efter undersøgelsen bliver barnet tilbudt mad og drikke, og I kan tage hjem samme eftermiddag.