Tut og Luici
I Børne- og Ungeafdelingen er vi så heldige at få besøg af hele to hospitalsklovne, nemlig Tut og Luici. De er begge uddannet hospitalsklovne og er barnlige og impulsive udadtil, men målrettede og professionelle i deres arbejdsmetoder. Med deres smil, latter og tid til leg spreder de glæde hos både børn, forældre og personale.
Meget mere end klovne
Tut og Luici kan lave sjov med os og gøre dagligdagen på hospitalet mere menneskelig og overkommelig.
Hospitalsklovnen er en ven, som:
- barnet kan grine af og med
- barnet kan stole på og måske tale med om emner, der kan være svære at tale om
- afleder opmærksomheden og hjælper med at få overstået de ubehagelige ting.
Uanset hvilket barn Tut og Luici møder, gør de det med stor fornemmelse for barnet. De er der nemlig helt på barnets præmisser og kan hurtigt mærke, hvad de i den givne situation kan gøre for barnet for at give det en pause fra hospitalsmiljøet og de hvide kitler.
Tæt samarbejde med personalet
Personalet kan også bevidst vælge at bruge Tut og Luici, hvis de vurderer, at de kan hjælpe med at gøre en situation lettere for barnet. Dette samspil giver en rigtig god indgangsvinkel til barnet, og dermed er Tut og Luici med til at formidle kontakten mellem barnet og personalet.
Hvor kan I møde hospitalsklovnene?
Hospitalsklovnene møder som oftest barnet på stuen, på gangen eller i legestuen. De kan også:
- være med til stuegang
- følge dit barn til røntgen eller skanning
- være med, hvis dit barn skal have taget blodprøve.
Tut og Luici kan være med i mange situationer, og som forælder må du gerne bede om deres hjælp, hvis du mener, at dit barn vil have gavn af den. Hvis du og dit barn ikke har lyst og overskud til at tale med dem, er det naturligvis også helt i orden.