CT-skanning med peroral og intravenøs kontrast
Du skal have foretaget en CT-skanning, som er en computerstyret røntgenfotografering med meget detaljerede billeder.
-
Du skal have foretaget en CT-skanning, som er en computerstyret røntgenfotografering med meget detaljerede billeder.
-
Under undersøgelsen ligger du på et leje, som bevæger sig hurtigt gennem en åbning i CT-skanneren, mens der tages billeder med få millimeters afstand af det ønskede område.
Når du møder på afdelingen, får du udleveret kontrastvæske, som du skal drikke i løbet af 1 time. Væsken består af 700 ml vand tilsat kontraststof. Kontrastvæsken hjælper lægerne med at tolke skanningsbillederne.
CT-skanningen udføres ofte med indsprøjtning af kontrastvæske. Du får anlagt en venflon (lille plastikrør i en blodåre), og gennem den kan vi indsprøjte kontrastvæske. Kontrastvæsken fordeler sig i blodkarrene og de indre organer, og så kan vi skelne disse fra hinanden.
Kontrastvæsken kan give varme i kroppen, fornemmelse af vandladningstrang og metalsmag i munden. Det forsvinder dog hurtigt igen, når kontrastvæsken fordeler sig i dine blodårer og indre organer.
Hele undersøgelsen varer cirka 1½ time. Hvis du har fået kontrastvæske, anbefaler vi dig at blive på hospitalet i yderligere 30 minutter.
-
Ring til os, hvis du er gravid
Hvis du er – eller kan være – gravid, skal du kontakte os inden aftalen, da det kan have indflydelse på gennemførelsen af undersøgelsen. Du finder telefonnummeret i kontaktboksen.
Drik rigeligt dagen før undersøgelsen
Dagen før undersøgelsen skal du drikke rigeligt med væske – mindst 1 liter. Det kan fx være vand, saftevand eller juice. Når din krop får væske nok, kan dine nyrer bedre udskille kontrastvæsken.
Spis et let måltid på undersøgelsesdagen
For at opnå de meste tydelige billeder ved undersøgelsen anbefaler vi, at det seneste måltid, du spiser inden undersøgelsen, er et let fordøjeligt måltid. Det kan fx bestå af suppe, yoghurt eller hvidt brød, der hurtigt kan fordele sig i tarmen.
Klæd dig rigtigt på til skanningen
Du har som udgangspunkt dit eget tøj på under skanningen. Der er derfor nogle forholdsregler – særligt omkring metal – som vi vil bede dig tage hensyn til:
- Undlad smykker og piercinger.
- Undlad overdele med dekorationer af fx pailletter, nitter og knapper af metal.
- Bruger du BH, så tag gerne en sports-BH på, så vi undgår metallet i bøjler og låse.
- Tag en kortærmet bluse på eller en bluse med løse ærmer, da vi har brug for at have adgang til din albuebøjning.
Tag din sædvanlige medicin
Får du medicin, så tag samme dosis, som du plejer, inden du møder hos os, medmindre du har fået andet at vide.
-
Gør som du plejer
Der er ingen forholdsregler efter undersøgelsen. Du må tage medicin, køre bil mv. som du plejer, selvom du har fået kontrastvæske.
Søg læge ved smerte eller føleforstyrrelser
Der kan forekomme udsivning af kontrastvæske under huden. Dette er en generende, men ufarlig og forbigående tilstand. I sjældne tilfælde kan der opstå forværring af smerten eller føleforstyrrelser. Sker dette, skal du søge lægehjælp.
Hvis du er i behandling med Interleukin-2
Du kan opleve allergilignende symptomer, typisk udslæt, i op til 2 uger efter, at du har fået kontraststoffet, hvis du er i behandling med Interleukin-2. Sker dette, skal du kontakte din egen læge.
-
Du får svar på undersøgelsen fra den læge eller afdeling, som har henvist dig til undersøgelsen.
-
Der er risici forbundet med røntgenstråling. Fordelene ved at bruge røntgenstråler overstiger dog i langt de fleste tilfælde den risiko, der er ved at få lavet en CT-skanning. Vil du vide mere om risici, kan du læse mere på www.patienthåndbogen.dk – søg på ’røntgenstråler og risici’.
Der er risici forbundet med kontrastvæske. Jodholdigt kontraststof kan – som andre former for lægemidler – give allergilignende reaktioner. Cirka 5 ud af 100 patienter vil opleve kvalme, lidt opkast, kløe eller udslæt. 1 ud af 1000 vil få bivirkninger, der kræver behandling. Du kan også læse mere om dette på www.patienthåndbogen.dk. Søg på 'kontrast og ct-skanning'.
-
Har du spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte os.
Billeddiagnostisk Afdeling
Aalborg Universitetshospital, Nord
Tlf. 97 66 50 30
Aalborg Universitetshospital, Syd
Tlf. 97 66 56 45
Aalborg Universitetshospital, Hospitalsbyen
Tlf. 97 66 52 00
Aalborg Universitetshospital, Hobro
Tlf. 97 65 20 10
Aalborg Universitetshospital, Farsø
Tlf. 97 65 34 55
Aalborg Universitetshospital, Thisted
Tlf. 97 65 04 83
Vi træffes bedst:
Mandag – torsdag 8.00 – 15.00
Fredag 8.00 – 14.30