Når dit barn skal bedøves til CT- eller MR-skanning
I denne pjece kan du læse om forløbet af dit barns bedøvelse i forbindelse med CT- eller MR-skanning. Dermed kan du bedre forberede dit barn på, hvad der skal ske, forudsat barnet har en alder, hvor det er relevant. Nederst finder du link til en video om bedøvelse, som du kan se sammen med dit barn.
-
I denne pjece kan du læse om forløbet af dit barns bedøvelse i forbindelse med CT- eller MR-skanning. Dermed kan du bedre forberede dit barn på, hvad der skal ske, forudsat barnet har en alder, hvor det er relevant. Nederst finder du link til en video om bedøvelse, som du kan se sammen med dit barn.
-
Ring til os, hvis dit barn er eller har været sygt
Hvis dit barn har en akut sygdom som fx forkølelse med feber på dagen eller i dagene før skanningen, er det en god idé at ringe til os, før I møder op på sygehuset.
Dit barn skal møde fastende
På skanningsdagen skal dit barn faste, så mavesækken er helt tom. Konkret betyder det, at dit barn må spise normalt indtil 6 timer før undersøgelsen.
Spædbørn må dog gerne ammes indtil 4 timer før planlagt behandling eller indgreb.
Vi anbefaler, at dit barn drikker et glas sød saft 2 timer før den planlagte undersøgelse.
Tag eventuel medicin som vanligt
Hvis dit barn får daglig/fast medicin, er det vigtigt, at barnet får medicinen, som I plejer.
-
På dagen for skanningen tilser en læge dit barn.
Lægen vil planlægge bedøvelsen og informere jer om den med udgangspunkt i dit barn. Lægen vil spørge ind til allergi, medicin, løse mælketænder, kroniske sygdomme, og om dit barn har været bedøvet tidligere.
-
Vær ved dit barns side indtil efter bedøvelsen
Det er vigtigt, at du går med hen til lokalet, hvor skanningen foregår. Det kan gøre dit barn mere tryg ved situationen. Du er i rummet, indtil dit barn sover.
I skanningslokalet vil en læge eller sygeplejerske spørge om barnets navn og personnummer. Vi gentager nogle af de spørgsmål, som lægen måske allerede har stillet tidligere. Det gør vi for dit barns sikkerheds skyld.
Bedøvelse gennem drop eller maske
Vi kan bedøve dit barn på 2 måder – enten gennem et drop (et lille plastikrør i et blodkar), som vi giver sovemedicin i, eller ved at give medicinen gennem en maske.
Hvis vi giver bedøvelsen gennem et drop, skal dit barn stikkes før bedøvelsen. Hvis vi bruger denne metode, har vi forinden givet dig vejledning i at påføre lokalbedøvende creme på dit barns hænder. Derfor gør det næsten ikke ondt på barnet at blive stukket.
Når vi giver bedøvelsen gennem et drop, sover dit barn få sekunder efter, at sovemedicinen er givet.
Hvis vi giver bedøvelsen, ved at barnet indånder sovemedicin, holder vi en maske foran barnets næse og mund. Lugten af sovemedicin kan være ubehagelig, men dit barn falder i søvn efter mindre end 1 minut. Når vi bedøver med maske, lægger vi først droppet, når barnet er faldet i søvn.
Lægen vurderer hvilken måde der passer bedst til dit barn.
Vi observerer dit barn nøje
Når dit barn sover, følger en sygeplejerske dig tilbage til afdelingen.
Under hele skanningen observerer vi dit barn meget nøje. Vi holder øje med puls, blodtryk og vejrtrækning, og vi sørger for, at barnet sover godt.
-
Observation efter undersøgelsen
Når skanningen er færdig, giver vi dig besked om det.
Efter skanningen kører vi dit barn på opvågningsafsnittet, hvor det skal vågne. Her må du gerne være til stede.
Det er vigtigt, at dit barn får ro til at sove. Det er bedst, at barnet vågner af sig selv. Børn kan godt være urolige efter bedøvelsen, men kun i kort tid.
På opvågningsafsnittet fortsætter vi med at observere dit barn, indtil det er vågent og har fået lidt at drikke.
Dit barn vil blive udskrevet, når det er lægeligt forsvarligt, og når du som forælder er tryg ved det.
-
Se vejledning på video her:
https://aalborguh.RN.dk/børn-video3
Du kan også tilgå videoen ”Victoria skal bedøves” ved at skanne QR-koden med kameraet i din telefon.
-
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.
Anæstesi Nord
Tlf. 97 66 29 30
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 15.00
Anæstesi Syd
Tlf. 97 66 19 02
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 15.00