Laserbehandling af uønsket hårvækst med intenst pulseret lys (IPL)

Du er blevet tilbudt behandling af uønsket hårvækst.

Behandlingen foregår med intenst pulseret lys (IPL), som sendes gennem huden og rammer hårets mørke farvestof, melanin. Idet lyset rammer det mørke punkt, omdannes energien til varme, der brænder håret af, så det går til grunde. Efter et par uger vil håret falde ud.

Lyset rammer kun mørke punkter, og det vil sige, at hvis de uønskede hår er lyse, røde eller hvide, kan de ikke fjernes med IPL.

Behandlingen reducerer mængden af hår med op til 50%, men der vil altid kunne dannes nye hår.

I nogle tilfælde vælger vi først at give behandling på et mindre område, for at vurdere hvordan huden reagerer. Herefter planlægges det videre behandlingsforløb.

Vi tilbyder som udgangspunkt 6 behandlinger. Der vil være et interval på 7-8 uger mellem hver behandling. Vi behandler ikke hår i ansigtet i sommerhalvåret.

Din tid bortfalder ved udeblivelse

Vær opmærksom på, at hvis du udebliver fra en behandling uden afbud, så erstattes behandlingsgangen ikke med en ny.