Behandling med Dupixent til voksne
Du har fået tilbudt behandling med lægemidlet Dupixent. Det aktive stof i lægemidlet hedder dupilumab.
Dupixent er et biologisk lægemiddel til behandling af moderat til svær atopisk eksem. Midlet bruges til patienter med svær, kronisk atopisk eksem, hvor behandling med andre lægemidler er utilstrækkelig eller giver for mange bivirkninger.
-
Du har fået tilbudt behandling med lægemidlet Dupixent. Det aktive stof i lægemidlet hedder dupilumab.
Dupixent er et biologisk lægemiddel til behandling af moderat til svær atopisk eksem. Midlet bruges til patienter med svær, kronisk atopisk eksem, hvor behandling med andre lægemidler er utilstrækkelig eller giver for mange bivirkninger.
-
Lægemidlet, Dupixent, er et kunstigt fremstillet antistof, der hæmmer effekten af to proteiner, som er aktive i huden, når man har atopisk eksem: interlukin-4 og interlukin-13. Dupixent har derved en gavnlig effekt på eksem-aktiviteten i huden.
-
Inden behandlingen
Før behandlingen kan begynde, skal du have taget en blodprøve, hvor der blandt andet screenes for skoldkopper. Lægen informerer dig mundtligt og skriftligt om Dupixent og om de forholdsregler, der er i forbindelse med behandlingen.
Sådan udføres behandlingen
Dupixent skal tages hver 2. uge som en indsprøjtning lige under huden, enten på låret eller på maven, dog ikke tættere på navlen end 5 cm.
Første gang du får medicinen, får du en dobbeltdosis på 600 mg (2 indsprøjtninger). Herefter skal du have en dosis på 300 mg hver 2. uge (1 indsprøjtning).
Sygeplejersken vil lære dig, hvordan behandlingen foregår og lære dig at indsprøjte medicinen. Hvis du ikke kan stikke dig selv, kan en pårørende måske lære det. Alternativt kan du få hjælp af sygeplejerske hos egen læge, eller vi kan kontakte en hjemmesygeplejerske.
De første behandlinger får du hos os på afdelingen. Efter første indsprøjtning vil vi observere dig efterfølgende i 30 minutter. Efter 1-3 behandlinger i afdelingen er du klar til hjemmebehandling, Vi udleverer medicinen, men du skal selv anskaffe en køletaske til transport af medicinen.
Vi anbefaler, at du ikke er alene, når medicinen tages hjemme.
Vurdering af behandlingen
Du vil muligvis mærke en bedring allerede få uger efter opstart af behandlingen. Der kan dog gå op til 12-16 uger, inden du kan se fuld behandlingseffekt.
Vi vurderer effekten af behandlingen efter 3-4 måneder. Hvis du da ikke har effekt af behandlingen, bør den stoppes. Hos nogle patienter med delvis effekt, kan behandling fortsætte ud over de 16 uger.
-
Overvej, om du skal vaccineres
Før behandlingen skal du overveje, om du skal vaccineres. Du må ikke blive vaccineret med levende vaccine, fx mod gul feber og skoldkopper, mens du er i behandling med Dupixent.
Du må dog gerne blive vaccineret med ikke-levende vaccine, fx mod influenza, lungebetændelse, covid-19 og stivkrampe. Kontakt os, hvis du er i tvivl om vaccinationer i forbindelse med din Dupixent-behandling.
Kontakt dit forsikringsselskab, hvis du skal rejse
Hvis du har udenlandsk rejseaktivitet de første 3-6 måneder efter opstart af Dupixent skal du søge forhåndsgodkendelse fra dit forsikringsselskab. Husk Travel Letter med på rejsen. Det udleveres i afdelingen, underskrevet af læge.
Bliv eventuelt behandlet for ormeinfektion
Hvis du tidligere har opholdt dig i tropiske eller subtropiske egne eller har planlagt en rejse til områder med dette, skal du drøfte det med lægen før behandling med Dupixent. Behandlingen kan muligvis medføre en øget risiko for ormeinfektion (parasitær infektion).
Har du en ormeinfektion, skal den behandles, før du starter på Dupixent.
Hold pause, hvis du er bloddonor
Du må ikke donere blod, mens du er i behandling med Dupixent. Vent til 4 uger efter endt behandling.
-
De fleste tåler behandlingen. Dog kan der forekomme bivirkninger. Afdelingens personale vil fortælle dig om bivirkningerne, inden du starter behandlingen. Her er nævnt nogle af de ting, du skal være opmærksom på:
- Ømhed ved indstikssted og hovedpine. Kan forekomme.
- Infektioner. Der er en let øget risiko for infektioner med herpesvirus.
- Allergiske reaktioner. Ses i meget sjældne tilfælde.
- Øjenbetændelse. Forekommer hyppigere hos patienter, der behandles med Dupixent. En del patienter med atopisk eksem har dog i forvejen problemer med dette. Kontakt afdelingen, hvis du får nyopståede problemer med øjnene eller dine øjensymptomer forværres.
-
Vi følger dig med regelmæssige kontroller, som udgangspunkt hver 4. måned. Kontrollerne kan enten ske ved fysisk fremmøde eller telefonkonsultation hos enten en læge eller en sygeplejerske.
Faste lægekontroller er 3-4 måneder efter opstart af behandlingen og herefter minimum en gang om året. I forbindelse med lægekontrollerne skal der tages blodprøver en uge forinden.
Ved kontrollerne kan du få udleveret Dupixent. Husk derfor køletaske og køleelementer.
Medicinen kan også udleveres via medicinboks efter nærmere aftale med sygeplejersken.
-
Skift indsprøjtested for hver indsprøjtning
Når du selv skal foretage behandlingen hjemme, skal du huske, at Dupixent ikke bør indsprøjtes i hud, som er øm, beskadiget eller har blå mærker eller ar. Du skal derfor skiftes sprøjtested ved hver ny indsprøjtning. Husk vores anbefaling om, at du ikke må være alene, når du tager medicinen.
Glemt dosis
Hvis du glemmer at tage en dosis, skal du ikke tage dobbelt dosis. Tag medicinen, så snart du opdager det, og fortsæt herefter med indsprøjtning hver 2. uge.
Medbring køletaske med køleelement, hver gang du henter ny medicin
Hver gang du henter medicin hos os eller i medicinboks, skal du medbringe den køletaske med frosne køleelementer. Det er vigtigt, at du transporterer og opbevarer medicinen korrekt. Dupixent skal altid opbevares ved 2-8°C.
Regulér kun astmamedicin efter aftale
Hvis du lider af astma, kan du opleve en bedring af astmasymptomerne, når du tager Dupixent. Det er dog vigtigt, at du kun ændrer din astmamedicin efter aftale med den læge, der styrer denne behandling.
Undgå graviditet, mens du får Dupilumab
Du må ikke få Dupixent, hvis du er gravid eller ammer. Hvis du ønsker at blive gravid, bør det tidligst være 12 uger efter ophør med Dupixent-behandling.
Kontakt afdelingen, hvis du bliver syg eller skal opereres
Dupixent påvirker immunforsvaret. Forud for større planlagte operationer kan det være nødvendigt med en pause i behandlingen. Derfor skal du kontakte os i Afdeling for Hud- og Kønssygdomme, hvis du skal opereres.
Bliver du syg med infektion, skal du også kontakte os. Alt efter infektionens alvorlighed kan det være nødvendigt med en pause i behandlingen.
-
Har du spørgsmål om Dupixent eller atopisk eksem, er du velkommen til at kontakte os. Vil du vide mere om atopisk eksem, kan du eventuelt læse mere på patienthåndbogen.dk. Søg på: ’atopisk eksem’.
Afdeling for Hud- og Kønssygdomme
Tlf. 97 66 66 60
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 9.00