Undervisning om affektiv bipolar lidelse (Thy-Mors)
-
-
Almenpsykiatrisk Afdeling tilbyder patienter med affektiv bipolar lidelse (tidligere kaldet maniodepressiv sygdom) og deres pårørende et forløb med undervisning – også kaldet psykoedukation – om lidelsen. På kurset får I:
- kendskab til og viden om sygdommen og dens belastninger
- værktøjer til bedre at kunne håndtere udfordringer i hverdagen
- værktøjer til, hvordan man som pårørende kan passe på sig selv
- mulighed for at møde andre, der er i lignende situationer, og udveksle erfaringer med dem
- mulighed for at få fokus på, hvordan det kan opleves at have fået symptomer på affektiv bipolar lidelse
- mulighed for at dele tanker, følelser og erfaringer med andre
- mulighed for at få vendt nogle af de spørgsmål, der trænger sig på.
Hvis du er patient, kan du godt deltage uden pårørende.
-
På kurset får du mulighed for at dele dine erfaringer med underviserne og med andre patienter og pårørende, der har den samme sygdom inde på livet.
Kurset indeholder undervisning om følgende emner:
- Diagnose. Vi gennemgår, hvilke symptomer og tegn der udløser diagnosen – og hvilke mulige årsager, der kan være til sygdommen.
- Behandling af affektiv bipolar lidelse. Affektiv bipolar lidelse kan behandles på mange måder, afhængig af sværhedsgrad. Som deltager får du viden om principperne for fx medicinsk behandling, psykoterapi og kognitiv terapi.
- Håndtering af sygdommens belastninger. Fx isolation, inaktivitet, bekymring, søvnproblemer og maniske episoder.
- Sociale tilbud. Affektiv bipolar lidelse giver ofte behov for forskellige former for hjælp, fx i forhold til sygedagpenge og job. Vi kommer ind på de forskellige muligheder for hjælp.
- Familieliv. Affektiv bipolar lidelse påvirker ikke bare den sygdomsramte, men hele familien. På kurset kommer vi ind på vigtigheden af, at der er den fornødne forståelse og opbakning i familien.
- Forebyggelse. Vi arbejder med at undgå nye sygdomsudbrud ved hjælp af en forebyggelsesplan.
-
Tilmelding
Som en del af din behandling eller i forbindelse med din udskrivelse tilbyder vi dig og dine pårørende undervisning på det førstkommende hold.
Hvis du ønsker at deltage, vil din kontaktperson i afdelingen eller i den ambulante psykiatri tilbyde dig, at vi sender en sms eller et brev til dig før kursusstart som en påmindelse om starttidspunktet.
Tid
Undervisningen foregår ugentligt over 10 gange a 2 timer i tidsrummet 16.00 – 18.00.
Din kontaktperson kan fortælle, hvornår næste kursus begynder.
Ramme omkring undervisningen
Undervisningen foregår på et fælleshold for patienter og pårørende. Der er mulighed for at dele holdet 1-2 gange i forløbet, hvis der er behov for at drøfte specifikke patient- eller pårørendeproblemer.
Erfaringsmæssigt er det dog meget givende for alle parter, at undervisningen foregår sammen med den eller de pårørende. Der kan tilmeldes 2 pårørende til hver patient.
Undervisningen er præget af dialog, og deltagernes egne erfaringer udgør en væsentlig del af indholdet. Undervisningen er gratis, og der serveres kaffe og te.
Det er vigtigt for undervisningsforløbet, at du eller I møder hver gang. Hvis du eller I er forhindret i at deltage, skal I melde afbud til nedenstående mobilnummer, enten via sms eller ved at indtale en besked.
-
Har du spørgsmål, eller har du brug for yderligere information, er du velkommen til at kontakte os.
Din kontaktperson