Operation for byld ved endetarmen

Du er indlagt på AMA-A, da du skal opereres for en byld ved endetarmen, også kaldet en abces. En byld opstår ofte fra kirtlerne i endetarmen og kan sprede sig i alle retninger.

Oftest er der tale om en få centimeter stor overfladisk byld tæt ved endetarmen. I få tilfælde kan bylden blive større og sprede sig op langs endetarmen, ud til balderne eller op mod pungen/skamlæberne. Der ses ofte en fistel i forbindelse med bylden. En fistel er en tynd passage fra analkanalen og ud til huden.

AMA-A er et akut modtageafsnit. Derfor kan vi ikke sige, hvornår du bliver kørt til operation. Du kan opleve lang ventetid, og operationen kan blive udsat eller flyttet til Hjørring eller Hobro. Vi vil holde dig løbende orienteret herom.