Du har fået udleveret stoffet Thyrogen®. Stoffet skal bruges ved en indsprøjtning, som hjemmesygeplejersken giver dig.
Du skal opbevare Thyrogen® i køleskabet. Det er ikke farligt at have Thyrogen® i køleskabet. Det påvirker ikke dine mad- og drikkevarer.
10 dage før første indsprøjtning skal du undgå mad- og drikkevarer med jod – præcis som du gjorde i forbindelse med din jodbehandling. Du må spise og drikke jodholdige produkter igen, efter at du har fået lavet en ny jodscintigrafi.
Du skal have en indsprøjtning med Thyrogen®. Hjemmesygeplejersken giver dig indsprøjtningen i din ene balde.
Du skal møde i Hospitalsbyen 2 dage senere og have endnu en indsprøjtning med Thyrogen®. Husk at medbringe det andet glas med Thyrogen® og remedierne til at blande og injicere stoffet. Efterfølgende får du en lille dosis radioaktivt jod. Denne dosis er så lille, at du ikke skal være isoleret. Du må gå hjem herefter.
Når vi får svar på dine blodprøver og din jodscintigrafi, kan vi vurdere, hvad der skal ske. Der er 3 mulige udfald:
- Du er færdigbehandlet med radioaktivt jod og overgår til kontrolforløb en gang om året.
- Du skal have endnu en jodbehandling. Den vil du blive indkaldt til cirka 2 måneder efter denne undersøgelse. Jodbehandlingen vil foregå præcis som den jodbehandling, du har fået tidligere. Du skal komme og få udleveret Thyrogen®, og hjemmesygeplejersken giver dig to indsprøjtninger forud for behandlingen.
- Det er ikke muligt for os at afgøre, om du har behov for yderligere jodbehandling. Vi vil lave en blodprøvekontrol 3-4 måneder efter denne undersøgelse, og derefter vil du få svar på, om du overgår til kontrolforløb eller skal have endnu en jodbehandling.