Insemination med donorsæd – for lesbiske par
I er blevet tilbudt fertilitetsbehandling. Behandlingen består af stimulation af ægløsningen og insemination.
Antallet af behandlinger afhænger af en individuel vurdering baseret på alder og ægreserver.
Insemination med donorsæd foregår efter regler fastsat af Sundhedsstyrelsen. I vælger selv, om inseminationen skal foregå med en anonym sæddonor eller en åben sæddonor (se afsnittet Valg af sæddonor).
-
I er blevet tilbudt fertilitetsbehandling. Behandlingen består af stimulation af ægløsningen og insemination.
Antallet af behandlinger afhænger af en individuel vurdering baseret på alder og ægreserver.
Insemination med donorsæd foregår efter regler fastsat af Sundhedsstyrelsen. I vælger selv, om inseminationen skal foregå med en anonym sæddonor eller en åben sæddonor (se afsnittet Valg af sæddonor).
-
I melder jer til behandling på første menstruationsdag.
Ultralydsskanning af æggestokkene
Cirka 10. dag i menstruationsperioden ultralydsskanner vi æggestokkene. Det gør vi for at finde det bedst egnede tidspunkt for inseminationen.
Vi ultralydsskanner gennem skeden for at se, hvor mange og hvor store ægblærer der er udviklet. En moden ægblære er 18-20 millimeter stor. Hvis ægblæren ikke er stor nok, når vi ultralydsskanner første gang, venter vi et par dage, hvorefter vi igen ultralydsskanner for at se, om ægblæren nu har den rette størrelse.
Hormoninjektion, der skal give ægløsning
Når ægblæren har den rette størrelse, skal du have en injektion med ægløsnende hormon. Du skal have injektionen cirka klokken 22.00 om aftenen. I vil på forhånd blive lært op i selv at udføre dette. Ægløsningen sker normalt 36-40 timer efter den ægløsnende injektion, og derfor stræber vi efter at foretage inseminationen på dette tidspunkt.
Insemination
De rensede sædceller bliver indført gennem livmoderhalsen ved hjælp af et tyndt, blødt plastrør. Under inseminationen ligger du på et gynækologisk leje. Selve inseminationen varer kun få minutter og er oftest helt smertefri. Efter inseminationen kan der dog hos nogle kvinder komme lette menstruationsagtige smerter, idet livmoderen trækker sig sammen.
-
I forbindelse med tilmelding til behandling skal I selv bestille donorsæd via den sædbank, som Fertilitetsenheden har en indkøbsaftale med. I vil forinden blive nøje instruereret heri. Alle udgifter ved brug af donorsæd betales som udgangspunkt af Region Nordjylland. Ønsker I at anvende en donorprofil, der ikke indgår i det standardsortiment, som Fertilitetsenheden har indgået aftale med sædbanken om, skal I dog selv betale for donorsæden. Det samme gælder, hvis I ønsker at anvende donorsæd fra en anden anerkendt sædbank i Danmark, end den Fertilitetsenheden har en indkøbsaftale med. I så fald skal I også selv betale for donorsæden samt transporten af den til Fertilitetsenheden.
Risikoen for smitte med HIV, leverbetændelse, klamydia, gonorré og syfilis ved brug af donorsæd er yderst minimal, da sæddonorerne løbende bliver undersøgt for disse sygdomme. Den anvendte sæd har været nedfrosset i mindst 6 måneder. Der gælder dog andre regler, hvis I bruger en kendt sæddonor. Læs mere senere i dette afsnit.
I har via sædbanken mulighed for at vælge, om I vil gøre brug af en anonym sæddonor eller en åben sæddonor.
Anonym sæddonor (No ID release-donor)
Vælger I en No ID release-donor, vil donor for altid være anonym bortset fra oplysning om hudfarve, øjenfarve, hårfarve, højde og vægt. Jeres kommende barn kan således ikke på noget tidspunkt få oplyst donors identitet.
Åben sæddonor (ID release-donor)
I har også mulighed for at vælge en ID release-donor, hvilket betyder, at jeres kommende barn kan få oplyst donors identitet, når donorbarnet fylder 18 år.
Kendt donor
Det er også muligt at bruge en donor, som I kender, fx en ven/bekendt eller et familiemedlem. Med et familiemedlem forstås en person, med hvem den kvinde, der skal bære graviditeten, har mindre end 6,25 % arveanlæg tilfælles. Denne donor skal forinden godkendes i en sædbank, og sæden skal leveres fra denne sædbank. En donor, som udelukkende donerer til én bestemt kvinde, anses som far til barnet, såfremt der er tale om en enlig kvinde eller en kvinde, som har en kvindelig partner, med hvem hun ikke er gift, lever i registreret parforhold eller har fælles bopæl med. (Se regler om medmoderskab nedenfor).
Bestilling af donorsæd
Du skal selv bestille donorsæd – se vejledning til dette på vores hjemmeside under punktet ”Godt at vide om fertilitetsbehandling”.
Medmoderskab
Den 1. december 2013 trådte nye regler om medmoderskab (og faderskab efter kunstig befrugtning) i kraft (lov nr. 652 af 12.jui 2013). Reglerne betyder at alle danske par inden første behandling skal udfylde "Samtykke og erklæring om faderskab og medmorskab ved assisteret reproduktion (børnelovens §§ 27 og 27b)". Det udfyldte skema skal påtegnes og opbevares af Fertilitetsenheden. I får udleveret en kopi, der skal anvendes i kontakten til Statsforvaltningen i forbindelse med barnets fødsel.
Se yderligere information på: http://www.statsforvaltningen.dk/site.aspx?p=8721
-
I forbindelse med en menstruationsstart, skal I tilmelde jer behandling. Det gør I på vores hjemmeside under punktet ’Tilmelding til behandling’. Her logger I ind med MitID og udfylder blanketten.
Den dag, hvor der er blødning af menstruationsstyrke fra morgenstunden, er 1. blødningsdag.
I tilmeldingen skal I oplyse, hvilken donor I har bestilt.
I vil modtage en indkaldelse til ultralydsskanning fra os, hvor vi også forklarer det videre forløb.
-
Lav en urin-graviditetstest
14 dage efter behandlingen kan en urinprøve vise, om du er blevet gravid. Hvis testen er positiv, melder I jer gravide via vores hjemmeside på linket “Meld din graviditet”. Vi kontakter jer herefter og aftaler en tid til graviditetsskanning 3 uger senere. På dette tidspunkt vil du være gravid svarende til uge 7, og vi kan ved en ultralydsskanning se fosteret og se, om fosterets hjerte slår.
Hvis I efter opnået graviditet, ønsker at reservere sæd fra sæddonor til endnu et barn, så børnene bliver helsøskende, kan I kontakte sædbanken og for egen regning reservere sæd til en senere behandling.
Hvis der ikke opnås graviditet efter det aftalte antal behandlinger, må vi drøfte den videre behandling, der som regel vil være forsøg med reagensglasbehandling.
-
På Fertilitetsenheden indberetter vi til sædbanken, hvis I har opnået graviditet. Det skal vi for at sikre, at donorens graviditetskvote bliver opdateret. Det er derfor vigtigt, at I melder tilbage til os ved fødsel eller abort. Når en donors graviditetskvote er nået i Danmark, må donoren kun benyttes til søskende.
-
Har I spørgsmål til behandlingen, er I velkomne til at kontakte os. Desuden henviser vi til Lov nummer 602 af 18. juni 2012.
Fertilitetsenheden
Sekretær
Tlf. 97 66 32 03
Vi træffes bedst: Mandag – fredag 8.00 – 10.00 og 13.00 – 14.00
Se mere på vores hjemmeside: https://aalborguh.rn.dk/fertilitet