En pusteprøve kan påvise mavesårsbakterier (helicobacter pylori) i mavesækken og tolvfingertarmen.
Under pusteprøven indtager du et stof, som mavesårsbakterierne spalter, sådan at det kan måles i din udåndingsluft.
Læs hele instruktionen, før du går i gang med at udføre pusteprøven.
Sådan foregår pusteprøven
Du har fået udlevet et prøvesæt, som indeholder de dele, som du skal bruge, for at du kan gennemføre pusteprøverne. Inden skal lægen have mærket de 4 glas med stregkode.
Ud over sættet skal du bruge et glas appelsin- eller æblejuice.
Det er vigtigt, at du bruger glas med hvide propper til 1. pusteprøve og glas med blå propper til 2. pusteprøve.
1. pusteprøve – rør med hvide propper
- Tag det ene prøverør med hvid prop – tag proppen af.
- Pak pusterøret ud og stik det ned i glasset.
- Ånd ind – hold vejret kort, sæt pusterøret for munden og pust roligt i røret, indtil der ses dug på glasset. Det tager 3-5 sekunder.
- Fortsæt med at puste, mens du fjerner pusterøret fra glasset.
- Sæt proppen på, umiddelbart efter du har pustet.
- Vær opmærksom på, at proppen sidder korrekt.
- Gentag ovenstående for det andet rør med hvid prop.
- Gem pusterøret til næste pusteprøve.
Indtag testpulver
- Beholderen med test-pulver fyldes ¾ op med vand, lukkes og rystes forsigtigt, indtil pulveret er opløst. Indholdet hældes herefter i et glas appelsin- eller æblejuice.
- Drik opløsningen hurtigt. Kig på uret og notér tidspunkt. Vent 30 minutter, før du udfører 2. pusteprøve.
2. pusteprøve – rør med blå propper
Når de 30 minutter er gået, skal du udføre pusteprøven igen – nu i de 2 prøverør med blå propper.
Afslut prøven
Læg de 4 prøverør tilbage i æsken, luk den og notér datoen udenpå. Æsken lægges i den medfølgende frankerede og adresserede svarkuvert. Svarkuverten bør sendes senest den efterfølgende dag.
Du kan få resultatet af prøven hos din praktiserende læge efter cirka 1 uge.
Sådan forbereder du dig
- Du skal være fastende i mindst 6 timer før pusteprøven, men du må gerne drikke vand. Du må ikke indtage vand med brus i 2 timer før pusteprøven.
- Du må indtage syreneutraliserende medicin, men behandling med syredæmpende medicin skal ophøre senest 2 uger inden prøven. Spørg din læge, hvis du er i tvivl.
- Behandling med antibiotika skal være afsluttet senest 1 uge før.
- Antibiotikabehandling for helicobacter skal være ophørt 4 uger før pusteprøven.
- Det tager cirka 45 minutter at foretage prøven. I den periode må du hverken spise, ryge eller drikke.
- Du skal bruge 1 glas juice for at udføre prøven.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål, er du velkommen til at kontakte os.