Nordjyske forskere har måske fundet nøglen til forebyggelse af diabetes-relaterede følgesygdomme

Forskere fra Aalborg UH, Steno Diabetes Center Nordjylland og Steno Diabetes Center København har kortlagt sammenhængen mellem forskellige inflammationsmarkører og risikoen for at udvikle komplikationer relateret til diabetes. 

Jo højere niveauer af forskellige inflammationsmarkører, jo større er forekomsten også af komplikationer til type 2-diabetes, som for eksempel diabetisk øjensygdom, nerveskader og/eller diabetisk nyresygdom. Det viser studiet, som videnskabelig assistent ved forskningscenteret Mech-Sense, Tina Okdahl og professor Christina Brock netop har fået offentliggjort BMJ Open.  

- Vores studie viser, at inflammation angiveligt er en del af årsagerne til, at patienter udvikler forskellige komplikationer relateret til deres type 2-diabetes, og ikke kun resultatet af forstyrret blodsukker-regulering, siger Tina Okdahl. 

Hun mener, at det er vigtigt derfor også at være opmærksom på, at der kan være andre medvirkende årsager til komplikationerne til type 2-diabetes, for eksempel lipidstofskiftet, mitokondriesygdomme og inflammationsniveauet. 

Øget fokus på behandling af inflammation 

I studiet har forskerne undersøgt blodprøver fra 100 personer med type 2-diabetes og 22 raske kontroller for niveauerne af 34 forskellige inflammationsmarkører. 

De kortlagde forekomsten af forskellige komplikationer til type 2-diabetes hos forsøgsdeltagerne, såsom diabetisk øjensygdom, forstyrrelser af nervesystemet, hjerte-kar-sygdomme og nyresygdom, og når de sammenholdt graden af inflammation med antallet af tilstødende diagnoser, fandt de en klar sammenhæng: Jo mere inflammation, jo flere følgesygdomme. 

Studiet viser også, at nogle inflammationsmarkører har større betydning for risikoen for udvikling af følgesygdomme til type 2-diabetes. - Vi så blandt andet, at forhøjede niveauer af interleukin 10 (IL10) og adhesionmolekylet eotaxin var forbundet med øget forekomst af komorbiditeter. Det er viden, som kan ændre vores forståelse af, hvordan vi skal foregribe udviklingen af følgesygdomme til type 2-diabetes, siger Tina Okdahl. 

Professor Christina Brock fortsætter: 

- Mange af de skader, der opstår i kølvandet på diabetes, er kendetegnet ved, at der ikke findes en behandling, der kan genoprette dem. Derfor er det glædeligt, at vores studie peger på, at man ved at rette medicinsk behandling mod bestemte inflammationsmarkører, måske kan bremse udviklingen i følgesygdomme, siger hun. 

Tina Okdahl og Christina Brock
Inflammation er angiveligt en del af årsagerne til, at patienter udvikler forskellige komplikationer relateret til deres type 2-diabetes, mener videnskabelig assistent Tina Okdahl og professor Christina Brock, forfattere til det nye studie.

 

Opdateret