Aalborg UH er bedst til livmoderkræft

Når det kommer til skånsom og effektiv behandling af kræft i livmoderen, er Aalborg UH bedst. Det konkluderer Dagens Medicin i sin opgørelse over Danmarks Bedste Hospitaler.
Danmarks Bedste Hopsital - Behandling af livmoderkræft
Aalborg Universitetshospital ligger i opgørelsen i toppen af de 6 hospitaler, som i Danmark opererer for corpus cancer, også kaldet livmoderkræft.

- Det er en placering, vi selvfølgelig er meget stolte af. Det bekræfter, at den store holdindsats, som alle faggrupper over de seneste år har gjort i forhold til at styrke området, har båret frugt, fortæller overlæge ved Gynækologi, Graviditet og Fødsel, Erik Søgaard-Andersen.

Han medgiver dog, at opgørelsen bygger på et datagrundlag, som på flere fronter har været ramt af udfordringer. Alligevel er han ikke i tvivl om, at Aalborg er førende, når det handler om at levere effektiv og skånsom behandling.

En af grundene er tidlig indførelse af systematisk robotkirurgi til denne patientgruppe:

- Vi var det første hospital i landet, som har indført minimal invasiv kirurgi i form af robotoperationer til alle patienter. Det er en parameter, som har stor betydning for, hvor skånsomme og præcise operationer, vi kan udføre, siger han.

Et andet parameter er indførelsen af en metode, hvor man kan spore og fjerne den lymfeknude, som først modtager lymfe og dermed eventuel spredning med kræftceller fra en kræftknude.

- Denne lymfeknude kaldes "sentinel node" eller på dansk skildvagtslymfeknuden. Et sporstof sprøjtes ind omkring kræftknuden, og så kan kirurgen følge sporene til skildvagtslymfeknuden. Hvis der ved mikroskopi ikke er kræftceller i skildvagtslymfeknuden, er det ikke nødvendigt at fjerne flere lymfeknuder. Og jo flere lymfeknuder patienterne kan beholde, jo færre bliver bivirkningerne, forklarer Erik Søgaard-Andersen. Teknikken har været anvendt i afdelingen siden 2016 til alle patienter med kræft i livmoderen.

Dagens Medicins opgørelse over Danmarks Bedste Hospital fortsætter, og den endelige kåring finder sted fredag den 19. februar. Læs mere her: https://dagensmedicin.dk/sektion/danmarks-bedste-hospital/

Opdateret