Familiehus på vej til Nyt Aalborg UH

TrygFonden har bevilget godt 25 mio. kr. til TrygFondens Familiehus Aalborg, der placeres i tilknytning til det ny Aalborg Universitetshospital.
Mulig placering af TrygFonden Familiehus
Mulig placering af det kommende TrygFonden Familiehus.

Et pusterum fra sygdom og hospital

Familiehuset er for børnefamilier, hvor et barn eller en forælder er indlagt på grund af alvorlig, kronisk og/eller livstruende sygdom. Hvis man fx har et alvorligt sygt barn, som er indlagt i en længere periode, kan det være svært at få et familieliv til at hænge sammen - især hvis man bor langt fra sygehuset. Her kan familiehuset være et godt tilbud for familien i en svær tid.

Familiehuset vil være for familier, der er indlagt på Aalborg Universitetshospital eller i Psykiatrien, Region Nordjylland.

- Vi er superglade for, at TrygFonden bakker op om et familiehus for de nordjyske familier, som står i en krisesituation, når et barn eller en forælder indlægges på grund af alvorlig sygdom. Familiehuset vil uden tvivl få stor betydning for disse familier, siger regionsrådsformand Ulla Astman (S).

Med TrygFondens Familiehus Aalborg vil børnefamilierne kunne forblive sammen i trygge, hverdagslignende rammer og få et pusterum fra sygdom og hospital, hvor de vil have mulighed for at udfolde mere almindelige hverdagsaktiviteter og stadig være tæt på den indlagte. Desuden vil de pårørende få mulighed for at møde ligestillede familier, som kan støtte hinanden i en svær tid.

- Når et nært familiemedlem bliver alvorligt syg, belaster det hele familien. Vi glæder os derfor meget til, at de første familier får mulighed for at flytte ind i familiehuset, hvor de har plads til at være sammen som familie og kan føle sig hjemme. Vores overordnede ønske er, at familierne får bedre mulighed for at trives, selvom de gennemlever en meget vanskelig periode i deres liv, siger direktør i TrygFonden, Rie Odsbjerg Werner. 

Familiehuset kommer til at ligge tæt på det nye Aalborg Universitetshospital og forventes at kunne tage imod børn, unge og forældre fra 2024.

Huset kommer til at rumme 10 familielejligheder samt fælles faciliteter som fx køkkenalrum, opholdsområder for både voksne, unge og børn, der kan benyttes til afslapning og aktivitet.

Nordjyske familier har været med til at udvikle huset

- Det er vigtigt for os, at familiehuset er på familiernes præmisser. Derfor har vi også haft både forældre og børn til alvorligt syge patienter med til at udvikle huset. For dem har det været vigtigt, at faciliteterne passer til forskellige behov og forskellige aldre, siger direktør for Økonomi og Drift på Aalborg UH Kim Mikkelsen.

Undersøgelser viser, at mange familier med et indlagt barn, hvor der er raske søskende, oplever splittelse og adskillelse, idet den ene forælder ofte er hos det syge barn, og den anden hjemme hos den/de raske søskende. Der kan også være behov for, at begge forældre opholder sig på hospitalet, hvor de øvrige søskende så må passes af bedsteforældre eller andre.

Meget tyder på, at det samme gælder børn, der oplever, at en forælder er indlagt gennem længere tid med alvorlig sygdom.

Opdateret