Hæder til talentfuld ung forsker

Ingeniør ved forskningscenteret Mech-Sense, Esben Bolvig Mark har modtaget Svend Andersen Fondens ph.d.-pris 2019.

Esben Bolvig Mark 
Den ærefulde pris blev overrakt af næstformand i Svend Andersen Fonden, Mads Heuckendorff (th.).

Ved Det Sundhedsvidenskabelige Fakultets nyligt afholdte nytårskur kunne en glad Esben Bolvig Mark modtage Svend Andersen Fondens ph.d.-pris, der gives et forskningstalent, som gennem sit ph.d.-studie har opnået særligt fremragende resultater inden for lægevidenskabelig forskning. Prisen er på 25.000 kr.

Esben Bolvig Mark forsvarede sin ph.d.-afhandling i marts 2019 og har siden da arbejdet som postdoc ved den gastroenterologiske forskningshed på Aalborg UH. 

- Esben har været central i etableringen af vores forskningsgruppe inden for kortlægning af mavetarmkanalens funktion. Han har designet og udviklet avancerede analysemetoder i forbindelse med MR-skanninger af mavetarmkanalens segmenter samt ved brug af motilitetskapsler (3D-Transit), som kan give detaljerede beskrivelser af tarmens bevægelser under normale dagligdags aktiviteter, fortæller professor Asbjørn Mohr Drewes, som er Esbens vejleder og mentor.

Metoderne til kortlægning af mavetarmkanalens funktion og dataanalysen heraf blev etableret under Esben Bolvig Marks ph.d.-forløb, hvor han testede opioiders effekt på tarmens bevægelsesmønstre. Afhandlingen modtog stor anerkendelse, og har skabt grobund for en række internationale samarbejder, blandt andet med anerkendte forskningscentre i London, Zürich og Malmø.

Kortlægger mavetarmkanalens funktion med MR

Esben Bolvig Mark er i dag tovholder og ansvarlig for opsætning, implementering og dataanalyse af MR-skanninger i et stort anlagt projekt i samarbejde med Steno Diabetes Center Nordjylland.

- I projektet tager vi udgangspunkt i kortlægning af mavetarmkanalens funktion, hvor vi foretager MR-skanninger af både mavesæk, tynd- og tyktarm hos patienter med diabetisk neuropati. Vi håber blandt andet, at vi kan reducere patienternes problematiske symptomer i mavetarmkanalen ved at benytte elektrisk stimulering af vagusnerven. De avancerede MR-skanninger bidrager med indsigt i behandlingens effekt på tarmfunktionen. På længere sigt håber vi på at opspore tidlige tegn på nerveskader, så komplikationer kan forebygges og behandlingsmulighederne kan forbedres, forklarer Esben Bolvig Mark.

Professor Asbjørn Mohr Drewes glæder sig over, at Svend Andersen Fonden i år har tildelt prisen til en forsker med ingeniørbaggrund.

- Tildelingen af Svend Andersens Fondens ph.d.-pris til Esben er en stor anerkendelse af hans talentfulde forskningsmæssige indsats. Samtidig er det et vidnesbyrd om dét, vi er gode til i Nordjylland, nemlig den tværfaglige tilgang, hvor vi forbinder avancerede teknologiske kompetencer og metoder med klinisk anvendelig, patientnær forskning, siger Asbjørn Mohr Drewes.

Svend Andersens Fondens ph.d.-pris er én blandt tre priser, som hvert år uddeles til talentfulde yngre forskere ved Aalborg Universitet og Aalborg Universitetshospital. Fondens talentpris gik til professor Tarec Christoffer El-Galaly, Hæmatologisk Afdeling, mens lægestuderende Theis Mariager modtog et 1 års scholarstipendium.

Opdateret