Forskningsprojekt skal hjælpe patienter med blodprop i lungerne bedre tilbage til hverdagen

Med en bevilling på 5 millioner kroner fra Hjerteforeningen skal et hold forskere udvikle et struktureret opfølgningstilbud til patienter, som har haft en lungeblodprop.

Det er Enhed for Trombose og Lægemiddelforskning ved Kardiologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital, der skal lede udviklingen af det nye tilbud. 

Projektet udføres i samarbejde med forskere fra ind- og udland, blandt andet Dansk Center for Klinisk Sundhedstjenesteforskning (DACS), Dansk Selskab for Trombose og Hæmostase, DEFACTUM (Region Midtjylland), samt universiteterne i Mainz og Leiden. 

- Hvert år rammes omkring 4.000 borgere af blodprop i lungen, og mange bliver hårdt ramt på deres fysiske og psykiske velbefindende. Alligevel findes der i dag ikke et struktureret opfølgningstilbud til denne gruppe patienter, fortæller leder af projektet, overlæge og klinisk professor i hjertemedicin ved Aalborg Universitetshospital og Aalborg Universitet, Torben Bjerregaard Larsen.

Ifølge Torben Bjerregaard Larsen finder mange patienter det vanskeligt at finde tilbage til hverdagslivet efter en lungeblodprop, og i modsætning til andre hjertesygdomme eksisterer der ikke nogen ensartede retningslinjer for, hvilke tilbud patienterne skal have, for at sikre sig, at de kommer godt videre på den anden side af hospitalsindlæggelsen.

- Formålet med projektet er at udvikle og teste en struktureret-, integreret- og patientcentreret model for opfølgning efter lungeblodprop. Sådanne modeller er kendte og afprøvede i relation til f.eks. atrieflimmer og koronar sygdom. En model for lungeemboli anbefales af European Society of Cardiology, men vi mangler gode danske data på sådan en model, forklarer Torben Bjerregaard Larsen.

Bedre patientovergange og kontinuitet

Det nye opfølgningstilbud skal udvikles sammen med 18 danske hjerteafdelinger og i tæt samarbejde mellem patienter, pårørende og sundhedsprofessionelle. Forskerne bag forventer, at resultaterne vil blive implementeret i hele landet. 

- Vores ambition er at tilbuddet skal sikre gode overgange mellem hospitalet og almen praksis og skabe kontinuitet i opfølgningsforløbet, med udgangspunkt i patienternes præferencer, siger Torben Bjerregaard Larsen.

Donationen fra Hjerteforeningen vil primært blive anvendt til at styrke projektorganisationen i Aalborg og på de enkelte hospitaler.

 

Opdateret