Forskere afprøver ny behandling til patienter med akut bugspytkirtelbetændelse

Center for Bugspytkirtelsygdomme ved Aalborg UH står i spidsen for et nyt forskningsprojekt, der måske kan revolutionere behandlingen af patienter med akut bugspytkirtelbetændelse. Projektet er netop støttet med 7,2 millioner kr. fra Novo Nordisk Fonden.

Når man får akut bugspytkirtelbetændelse er det alvorligt. Mange patienter bliver meget syge med stærke smerter, og risikoen for at dø som følge af sygdommen er stor. Som en del af behandlingen giver man patienterne morfin (opioider) for at dæmpe deres smerter, men den behandling er forbundet med nogle uheldige bivirkninger, fortæller overlæge ved Medicinske Mave- og Tarmsygdomme og Center for Bygspytkirtelsygdomme Søren Schou Olesen:

- Morfin lukker for udførselsgangen i bugspytkirtlen, og dermed for udskillelsen af de affaldsstoffer, som har ophobet sig inde i den, så de ikke kan skylles ud. Det nedsætter også væskeproduktionen og har en række andre uheldige effekter, blandt andet på immunsystemet, siger han.

I det nye forskningsprojekt vil Søren Schou Olesen sammen med kollegaer derfor afprøve et lægemiddel, som er kendt for at kunne modvirke opioidernes effekt uden for centralnervesystemet:

- Hidtil har man ikke afprøvet den slags lægemiddel på bugspytkirtelbetændelse, men vi har selv vist at det virker i forbindelse med andre sygdomme, så nu undersøger vi, om det også kan bruges i denne sammenhæng, forklarer Søren Schou Olesen.

Den store forskningsbevilling fra Novo Nordisk Fonden på over 7 millioner kr. vækker stor begejstring i forskergruppen:

- Det er glædeligt, at andre kan se potentialet i et projekt som dette. Med bevillingen får vi mulighed for at tilknytte to ph.d.-studerende på fuld tid samt aflønne andet personale til projektet. Hvis det virker, vil det revolutionere behandlingen af en ellers meget farlig sygdom. Vi er derfor meget spændte på resultaterne, siger professor Asbjørn Mohr Drewes.

Projektet gennemføres som et lodtræningsforsøg, og samler patienter fra flere steder i landet. Udover Aalborg Universitetshospital, bidrager hospitalerne i Odense, Hvidovre og Bispebjerg også med data. Forskerne forventer, at de første resultater er klar om 3-4 år. 

Opdateret