Aalborg UH installerer topmoderne MR-skannere

Bedre og hurtigere skanninger og større komfort for patienterne er resultatet, når Aalborg Universitetshospitals store 3T MR-skanner om få uger står klar efter en større ombygning. Med skanneren får hospitalet som det første i Danmark adgang til den nyeste MR-skanningsteknologi på markedet.

Jens Brøndum Frøkjær foran MR-skanner 

En kæmpestor jern-donut er i disse dage det eneste, som står tilbage, efter at teknikere de sidste par uger har pillet alt isenkram ud af den kraftige 3-Tesla MR-skanner, som står på Radiologisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital. Donut’en er en kraftig magnet, som udgør hjertet af skanneren, og nu skal den genopbygges med topmoderne elektronik, så den bliver den mest avancerede af sin slags i Danmark.

- På Aalborg Universitetshospital er vi i øjeblikket i gang med en større opgradering af vores skannerudstyr. Når vi er færdige, har vi, hvad der svarer til fire splinternye high-end-scannere, fortæller en glad professor ved Radiologisk Afdeling, Jens Brøndum Frøkjær.

Han fortæller, at fordelene ved det opgraderede udstyr er mange, og at det vil komme både patientbehandling og forskning til gavn:

- Der sker hele tiden en rivende udvikling på området. Og med den opgraderede 3-Tesla MR-skanner vil vi få skarpere billeder og mulighed for at foretage helt nye typer af skanninger. Det kan løfte os i forhold til udredning af vores patienter, men det kan i den grad også betyde noget for den forskning, vi kan lave.

Hurtigere skanninger kan redde liv

Foruden de skarpere billeder, som kan betyde mere præcise diagnoser, er en væsentlig fordel ved den opgraderede 3-Tesla MR-skanner også, at den er langt hurtigere end den gamle. Det kan betyde forskellen på liv og død for visse patienter, fortæller professoren:

- Vi vil kunne lave en hurtigere skanning af de patienter, som kommer akut ind, og hvor der er mistanke om blodprop i hjernen. Jo hurtigere vi kan få dem skannet, jo hurtigere kan vi igangsætte behandlingen og redde vigtige minutter.

Opgraderingen betyder også bedre patientkomfort, da diameteren på den åbning, som patienterne ligger i, mens de bliver skannet, bliver større.
 
- Tidligere var den kun 60 centimeter, men da alt elektronik jo fylder mindre nu til dags, er åbningen faktisk 70 centimeter. Det betyder, at det bliver mindre klaustrofobisk at ligge derinde, og vi kan bedre få plads til de patienter, som har lidt ekstra på sidebenene, fortæller Jens Brøndum Frøkjær.

Genbrug er godt

Ved at bygge en ny skanner op omkring den eksisterende magnetkerne sparer hospitalet mange penge i forhold til at anskaffe en helt ny. Og da sådan en kerne ikke bliver slidt, ville det være fjollet ikke at genbruge, fortæller professoren:

- Kernen er en meget dyr del af scanneren, så ved at opgradere kan vi få fire opgraderede skannere til en væsentligt lavere pris sammenlignet med at købe nye. Samtidig slipper vi også for en bekostelig ombygning, som man traditionelt oplever, når en helt ny skanner skal hejses ind.

Adskillelsen af skanneren har taget en uges tid, mens opbygningen nu er i fuld gang. Når den er afsluttet følger nogle ugers indkøring og kalibrering, før skanneren er klar til brug.

- Det er ikke bare sådan, at vi trykker på en knap, og så kommer der nye billeder – det kræver en del udvikling og oplæring, inden vi kan udnytte skannerens fulde potentiale. Det betyder, at både radiograferne, der betjener skannerne, og vi læger skal sætte os grundigt ind i det nye isenkram, fortæller Jens Frøkjær, som også håber, at der kan rekrutteres en MR fysiker til at understøtte udviklingsarbejdet.

Tiltrængt fornyelse

Den skanner, som i øjeblikket er under ombygning, er fra 2006, så fornyelsen er ifølge Jens Frøkjær tiltrængt.

- Levetiden for en skanner er typisk 10-12 år, og vi var nået et punkt, hvor hardwaren ikke rigtig kunne følge med. Vi var begyndt at skifte en del reservedele på den, og de nyeste softwareopdateringer kunne ikke længere køre på den. Og når man er et universitetshospital, går det jo ikke, at man har noget gammelt skrammel, griner han.

Aalborg Universitetshospital regner med, at 3-Tesla skanneren er klar til de første tests i begyndelsen af juli måned, og at de første patienter kan blive skannet efter sommerferien. Tidligere på året blev en mindre kraftig skanner på Aalborg Universitetshospital Nord opgraderet, og til efteråret følger opgraderingen af de sidste to gamle skannere på afsnit Syd.

Opdateret