Opløftende tal for overlevelse efter lymfekræft

Behandlingen af lymfekræfttypen Hodgkin Lymfom er så effektiv, at yngre patienter, som har været kræftfrie i to år efter endt behandling, sjældent oplever tilbagefald og statistisk set har samme overlevelse som en person af samme alder og køn uden Hodgkin lymfom. Det viser ny forskning fra Aalborg Universitetshospital.
Forskere fra Aalborg Universitetshospital har undersøgt langtidsoverlevelsen og risikoen for tilbagefald hos yngre patienter, som er blevet behandlet for Hodgkin Lymfom.

Og tallene er opløftende, fortæller overlæge dr. med. ved det hæmatologiske forskningsafsnit ved Aalborg Universitetshospital og Klinisk Institut, Aalborg Universitet, Tarec Christoffer El-Galaly, om resultaterne:

- I studiet har vi undersøgt data fra mere end 2.500 patienter fra Norge, Sverige og Danmark. Vi har set på udviklingen i risiko for tilbagefald over tid. Her har vi kunnet konstatere, at hvis patienterne klarer sig igennem behandlingen og forbliver raske i to år efter endt behandling, har de udsigt til at kunne leve lige så længe som enhver anden jævnaldrende af samme køn.

Fokus på langtidsbivirkninger

Ifølge Tarec Christoffer El-Galaly er den nye viden relevant i forhold til, hvordan man i fremtiden bedst tilrettelægger opfølgningsprogrammer:

- I dag følger vi disse patienter i op til fem år efter endt behandling, men vores forskning viser, at det måske ikke længere er relevant. Måske kan den indledende opfølgningsperiode reduceres, så ressourcerne kan fordeles anderledes, og så patienterne ikke skal gå med bekymring om, hvorvidt kræften vender tilbage. Nu kan man sige til patienterne, at de nu, hvor sygdommen har været i ro så længe, ikke længere har en signifikant øget risiko for at dø, siger Tarec Christoffer El-Galaly. Han understreger, at patienterne bør bevare en livline til en hæmatologisk afdeling, også efter kontrollerne er ophørt.

Han forklarer, at sene tilbagefald stadig forekommer hos et lille antal patienter, men tidligere forskning har vist, at patienterne selv mærker det, før en eventuel kontrol.

- I stedet for at følge patienter for tilbagefald i mange år, skal vi måske til at have et helt andet fokus hos denne unge gruppe patienter; nemlig på langtidsbivirkninger og på hvordan patienterne vender bedst muligt tilbage til et liv efter en alvorlig kræftsygdom. Altså en stærk rehabiliteringsindsats til dem der har behov, og et bedre set-up til at fange de sene bivirkninger, der kan opstå mange år efter behandling for kræft, forklarer overlægen.

Stærkt forskningsmiljø i Aalborg

Forskningen er gennemført som et led i statistiker Jorne Lionel Bicclers ph.d.-studie og under fælles ledelse af Tarec El-Galaly og Karin Ekström Smedby fra Karolinska Universitetshospital i Stockholm. Resultaterne er netop publiceret i det ansete amerikanske videnskabelige tidsskrift Journal of Clinical Oncology (JCO). Tidsskriftet er kendt for at have en høj ”impact factor”, der er en måleenhed for dets gennemslagskraft og betydning inden for sit felt.

- Vi er meget stolte over, at vores forskning i stigende grad finder vej til store velansete videnskabelige tidsskrifter. Det vidner om, at vi har et stærkt hæmatologisk forskningsmiljø i Aalborg og gode samarbejdsrelationer, begge dele nødvendige for at uddanne unge forskertalenter og skabe viden, som har international betydning for såvel kræftforskningen som den kliniske kræftbehandling, fortæller Tarec Christoffer El-Galaly.

Forskningsprojektet er gennemført til i tæt samarbejde med seniorforsker Karin Ekström Smedby og hendes gruppe fra Karolinska Universitetshospital i Stockholm, og er gennemført inden for rammerne af den Nordiske Lymfom Epidemiologi-gruppe.

Forskningsartiklen kan findes her: http://ascopubs.org/doi/full/10.1200/JCO.18.01652

Opdateret