Temadag om den vigtige kompetencevurdering

Charlotte Ringsted, professor og prodekan for uddannelse på det sundhedsvidenskabelige fakultet på Aarhus Universitet var inviteret til at give et inspirerende indspark til emnet kompetencevurdering i en medicinsk kontekst.

Der var god tilslutning til temadagen i auditoriet i Forskningens Hus.

Uddannelseskoordinerende overlæge Susanne Nøhr indledte med at rammesætte eftermiddagen ved at tale om klinisk kompetencevurderings rolle i speciallægeuddannelsen. Kompetencevurdering er nemlig et grundlag for speciallægeautorisationen og er med til at sikre fokus på læring af specialets kernekompetencer inden for rammerne af de syv lægeroller.

Herefter blev ordet overladt til Charlotte Ringsted, der startede sit foredrag med at redegøre for kompetencebegrebets udvikling i den medicinske kontekst gennem tiden. Herefter fulgte en diskussion af de mange gode grunde, der er til klinisk kompetencevurdering – set ud fra fx den uddannelsessøgendes, vejlederens, organisationens og patientens synspunkt:

- Overordnet set, så handler kompetencevurdering om kvalitetssikring. Kompetencevurdering kan være en mulighed for at monitorere uddannelsesforløb, der både gavner organisationen og den yngre læge under uddannelse. Det giver én en tryghed at vide, at der er nogle kompetencer, man skal lære, for at blive speciallæge. Samtidig er kompetencevurdering også en mulighed for at opdage eventuelle problemer hos dem, der har et vanskeligt forløb, så der kan rettes op i tide. Kompetencevurdering kan også afsløre ”pretenders”, altså dem der er gode til at efterligne andres adfærd, men som reelt ikke har kompetencerne – eller det kan bruges til at give folk et selvtillidsboost, og bekræfte dem i, at de faktisk godt kan. Endelig kan kompetencevurdering ses som certificeringsredskab – så man kan vise, hvad man ”kan” og ”ikke kan”.

Professor og prodekan Charlotte Ringsted om kompetencevurdering i  speciallægeuddannelsen.

Men den systematiske kompetencevurdering har ifølge Charlotte Ringsted også sine begrænsninger, og der er i praksis flere situationer, hvor vurderingen ikke finder sted som tiltænkt. Årsagerne hertil kan være mange, men den mest iøjnefaldende faktor er manglende tid. Det tager tid fra ”produktionen”, lyder indvendingerne, men hvis kompetencevurderingen skal være brugbar, er det ikke nok, at gøre det som en afsluttende øvelse, når en uddannelseslæge er ved at afslutte sit ophold på afdelingen.

- Man kan ligefrem spørge, hvad koster det i tid, hvis man ikke oplærer folk? Og kan man sove roligt, hvis ikke man kender sine medarbejderes kompetencer? Udfordringen er at gøre uddannelse til en del af driften, og ikke gøre det til noget stort, dyrt og besværligt vedhæng, forklarede Charlotte Ringsted.

Ikke noget universelt vurderingsredskab

Der findes imidlertid ikke ét universelt scoringssystem, hvormed man kan vurdere enhver klinisk kompetence, og selvom der findes en række forskellige redskaber til formålet, er der situationer, hvor de alle kommer til kort.

Ifølge Charlotte Ringsted er kompetence nemlig ikke blot et spørgsmål om at kunne noget i teorien – for rigtig ekspertise kommer af erfaring. Der kan også være kontekstafhængige, psykosociale faktorer omkring den enkelte patient, som ikke bare kan krydses af på et skema, og her er udfordringen at handle korrekt efter situationen.

Dagen sluttede med en workshop, hvor deltagerne fik til opgave at designe et kompetencevurderingsredskab fra bunden. Et redskab som måske kunne tage højde for nogle af svaghederne ved de eksisterende systemer.

Arbejdet afslørede, at der var vanskeligt at finde universelle, konkrete redskaber. Hvordan kompetencevurderer man for eksempel en stuegang, og hvordan skal skalaen i givet fald se ud? Og hvilket kompetenceniveau skal man måles op imod? Nogle færdigheder er meget konkrete, mens andre medicinske færdigheder ikke kan sættes i stringente afkrydsningsskemaer.

- Tag udgangspunkt i situationerne og find ud af, hvad der gør dem specielle, og design noget, der passer til dem, var Charlotte Ringsteds budskab.

På en workshop fik deltagerne til opgave at designe et kompetencevurderingsredskab fra bunden.

Herefter blev god kommunikation debatteret som et eksempel på et emne, hvor kompetencevurdering, ikke blot er et spørgsmål om, hvorvidt lægen husker at fortælle eller spørge til dette eller hint.

- Hvad er god kommunikation, og hvordan definerer man det? Vi kan godt sidde her og finde konsensus om, hvad der er god kommunikation. Men kommunikation i den aktuelle situation og med den specifikke patient er langt mere åben, sagde Charlotte Ringsted og uddybede:

- Nogle patienter har brug for mere information end andre. God kommunikation er ikke, at man siger noget bestemt – man må behandle patienterne individuelt, og tage udgangspunkt i de kontekstuelle faktorer.

Arbejdet med at beskrive kompetencevurderingsmetoderne i forhold til målbeskrivelsens kompetencer og lægerollerne har netop fundet sted i de enkelte specialeselskabers uddannelsesudvalg – og en elektronisk logbog for (næsten) alle specialer ligger klar på logbog.net.

- Det er derfor, at vi sætter ekstra fokus på kompetencevurdering nu – både med dagens oplæg – og via temaet for årets 3-timersmøde. Som det engelske navn ”Workplace Based Assessment” angiver, skal det implementeres i den daglige kliniske praksis, siger Susanne Nøhr.

Dagen og temaet blev rammesat af uddannelseskoordinerende overlæge Susanne Nøhr.