- Nu føles det som mine egne bryster igen

Hanne Høver og Charlotte Folkersen er operationssygeplejersker i Mamma- og Plastikkirurgisk Afdeling – men siden slutningen af 2021 har de også kunnet kalde sig ”medicinske tatovører” og har haft flere end 100 patienter under nålen.

Patienterne skal dog ikke regne med at kunne få et flot sømandsanker eller et hjerte, hvor der står ”MOR”, med hjem. Faktisk har Hanne og Charlotte kun specialiseret sig i én ting: Brystvorter og areola.

- Kvinder, der har fået rekonstrueret et eller begge bryster efter et langt brystkræftforløb, eller har fået fjernet brystkirtelvævet på grund af stor risiko for brystkræft, ønsker selvfølgelig, at deres nye bryst kommer til at ligne et så normalt bryst som muligt – og det hjælper vi med, siger Hanne Høver.

Som oftest har kvinderne fået genskabt en brystvorte af en lille hudlap på brystet, og den tatoverer Hanne og Charlotte så, så den ligner den ægte vare til forveksling.

- Men selv hvis de IKKE har fået lavet en egentlig fysisk brystvorte, kan vi hjælpe. Vi har nemlig lært, hvordan vi med lys og skygge kan tatovere, så det giver en 3D-effekt, altså illusionen af en normal brystvorte, selvom den er lavet på et ”fladt” lærred, siger Charlotte Folkersen.

Vi ved, hvad de har været igennem

Selvom en tatovering af en brystvorte kan synes kosmetisk og af lille betydning i forhold det store, livsomvæltende forløb, patienten ofte har været igennem forud, er der langt mere på spil end blot blæk mod hud.

- Det betyder noget – også mere, end patienten måske selv har været klar over. De har været igennem en masse, hvor deres bryster var ’allemandseje’, og når vi har tatoveret færdig, udbryder flere ”hvor er det fantastisk – nu er det jo mine egne bryster igen!”, mens de står med kæmpe smil og beundrer resultatet i spejlet, siger Charlotte.

Det er heller ikke uvæsentligt, at det nu er sygeplejersker, der ”sætter kronen på værket” med tatoveringsnålen. Tidligere har man hyret en professionel tatovør ind til opgaven, og selvom denne har været dygtig, har vedkommende jo naturligvis manglet den kliniske indsigt, som Hanne og Charlotte har som operationssygeplejersker.

- Vi ved, hvad patienterne har været igennem. Og på den måde bliver denne sidste procedure faktisk en del af behandlingen, fordi vi dels har kirurgisk indsigt og kan vurdere, om en protese har rykket sig eller der er suturrester, der generer, dels bedre kan håndtere snakken med patienten og mærke, hvor hun er. Vi er med til at støtte patienterne i, at det er et flot kirurgisk resultat og give dem selvtillid til at vise sig selv frem igen, f.eks. over for kæresten eller ved gå i svømmehallen, siger Hanne.

Vil finde evidens

Der er altså ingen tvivl om, at Hanne og Charlotte gør en kæmpe forskel, der rækker langt længere end de brystvorter, de maler. Men der er lige nu ingen dansk evidens på området, og derfor vil der frem til udgangen af 2023 blive gennemført et forskningsprojekt. 

- Formålet er at undersøge, hvordan patientkarakteristika, operationsmetode og adjuvant behandling har sammenhæng med antallet af re-tatoveringer i en sygeplejerskeledet kontekst – og så vil vi også undersøge patienttilfredsheden og udforske de faktorer, der har betydning for patienternes oplevelse af at blive tatoveret og for deres body image. Hvad betyder det for dem at have noget, der ligner et normalt bryst, siger lektor i klinisk sygepleje Lone Jørgensen fra Klinik Kirurgi og Kræftbehandling & Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje.

Hun kører projektet sammen med postdoc Helle Enggaard – og naturligvis Hanne og Charlotte, der flittigt dokumenterer alt fra, hvilke indgreb kvinden har været igennem til holdbarhed at tatoveringen, hudens tykkelse og om den har været udsat for både stråler og kemo. Naturligvis med billeddokumentation af alt

- Vi er også meget interesserede i at afdække hele det psykosociale aspekt. Set udefra er det jo en helt enkel og isoleret procedure, som hidtil har været varetaget af ikke-klinisk personale i Region Nordjylland. Men hvad betyder det, når nu det bliver en mere integreret del af vores kliniske praksis som et punktum for behandlingen? Det skal forskningsprojektet vise, siger Helle.