Hvordan behandles brud på skinnebenet bedst?

Ortopædkirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital har igangsat et forskningsprojekt, hvor de sammenligner to kirurgiske metoder til behandling af brud på skinneben. Forskerne håber at finde ud af, om en mindre indgribende metode er lige så god som nuværende standardbehandling.

Er man uheldig at få et brud på skinnebenet, bliver man i dag behandlet med et såkaldt marvsøm. Det er en kirurgisk behandling, hvor et marvsøm bankes ned i skaftet af skinnebenet via en åbning forrest i knæleddet.

Behandlingen med marvsøm kan dog give komplikationer såsom kroniske smerter forrest i knæet – og mange patienter har svært ved at genvinde tidligere funktionsevne efter et brud, ligesom mange oplever gener som nedsat livskvalitet, nedsat muskelstyrke, smerte og asymmetri i gangfunktionen.

Mindre indgribende metode

Derfor har forskere fra Ortopædkirurgisk Afdeling og Fysio- og Ergoterapiafdelingen sat sig for at belyse forskelle i knæsmerter og livskvalitet hos patienter efter behandling med henholdsvis standardbehandlingen med marvsøm og en anden metode med ekstern fastgørelse – ringfiksation – som i dag anvendes ved komplekse og åbne brud, der ikke egner sig til behandling med marvsøm.

- Ringfiksation er en minimal invasiv teknik, det vil sige et mindre kirurgisk indgreb. Knoglebruddet fikseres ved hjælp af et udvendigt stativ, som monteres på skinnebenet med skruer og metalwire. Herefter kan vi med genvindstænger monteret på rammen placere knogleenderne korrekt over for hinanden. Når bruddet er helet, fjerner vi det udvendige stativ, forklarer fysioterapeut i Fysio- og Ergoterapiafdelingen Peter Larsen. Specialeansvarlig overlæge Rasmus Elsøe fortsætter:

- Det er en metode, vi er førende i på Aalborg Universitetshospital, og vores antagelse er, at patienterne vil opleve færre knæsmerter og bedre funktionsevne sammenlignet med patienter behandlet med marvsømning. Det vil vi derfor undersøge nærmere, da der kun er meget sparsom viden herom.

Over en 1-årig periode sammenligner forskerne funktionsevne, livskvalitet og knæsmerter efter behandling med de to forskellige metoder.

Forskerne håber, at resultaterne kan være med til at udvikle og forbedre behandlingen af patienter med brud på skaftet af skinnebenet.

Projektet er støtte af Danmarks Frie Forskningsfond, og forskergruppen er begyndt at inkludere patienter. Studiet afvikles som et ph.d.-projekt ved afdelingslæge Rasmus Stokholm.

Opdateret