Bedre udredning af patienter med sygdomme i skjoldbruskkirtlen

Ny viden om hvor længe sporstoffet jod bliver siddende i skjoldbruskkirtlen efter en CT-skanning har betydet mere optimal udredning af de patienter, som efterfølgende skal undersøges for sygdomme i skjoldbruskkirtlen.

Patienter, som mistænkes for at have sygdomme i skjoldbruskkirtlen vil ofte blive tilbud en såkaldt ”skintigrafi”, som er en særlig skanningsteknik, der kan vise aktiviteten i de forskellige dele af kirtlen. 

Ved skintigrafien gives et sporstof, som optages i skjoldbruskkirtlen. Hvis kirtlen optager stoffet ujævnt, vil det ses som mørkere eller lysere pletter på skanningsbilledet. 

- Vi undersøger optaget af sporstoffet og ser efter, om det er jævnt fordelt, eller om der er områder af kirtlen uden optagelse som tegn på noget, der ikke skulle være der, forklarer hospitalsfysiker ved Nuklearmedicinsk Afdeling på Aalborg UH, Lars Jødal.

Undersøgelsen bliver dog ubrugelig, hvis patienten kort forinden har fået foretaget en CT-skanning med jodholdig kontrastvæske. Joden vil nemlig blive optaget i skjoldbruskkirtlen, og sporstoffet, som bruges til skintigrafien, vil derfor ikke blive optaget korrekt. 

- Hvis joddepoterne er fyldt op, kan billedet ikke bruges til noget, og patienten må genindkaldes på et senere tidspunkt. Det er besværligt for patienten og dyrt for sygehuset, forklarer Lars Jødal.

To måneder er nok

Derfor er det vigtigt, at patienten først får foretaget skintigrafien, når kontrastvæsken fra CT-skanningen ikke længere påvirker jodniveauet i skjoldbruskkirtlen.

Udfordringen har imidlertid været, at der ikke findes nogen videnskabeligt begrundede anbefalinger om, hvor længe man bør vente mellem de to skanninger.

- Nogle mener, at man skal vente 1 måned efter en CT-skanning med at undersøge skjoldbruskkirtlen – andre mener, at der bør gå tre måneder, før man kan få et ordentligt billede, fortæller Lars Jødal.

Sammen med forskerkollegaer på afdelingen satte han sig derfor til at undersøge det optimale tidsrum. 

- Vi kiggede på billeder fra 196 patienter, som havde fået lavet en CT-skanning med kontrast op til 3 måneder før skintigrafien af skjoldbruskkirtlen. Vi så på, om billederne var brugbare – altså om lægen kunne stille en diagnose på baggrund af billedet, eller om der skulle bestilles en ny skintigrafi, siger Lars Jødal. 

På den måde har forskerne regnet sig frem til, hvor længe der bør gå efter en CT-skanning, inden man kan stille en diagnose ud fra en skintigrafi.

Som ventet fandt forskerne frem til, at jo længere tid, der gik efter CT-skanningen, jo mere brugbare var skintigrafierne. Men de fandt også frem til, at der ikke var nogen grund til at vente længere end to måneder, for skintigrafierne blev ikke bedre.

Alder spiller en rolle

Udover tidsrummet mellem CT-skanning og skintigrafi fandt forskerne også frem til, at patientens alder har betydning for, hvor længe der bør gå mellem de to skanninger.

- Er man under 50 år, er det tilstrækkeligt at vente én måned, men er man over 60, er bør man vente to måneder. Og er man i 50’erne, er 1,5 måned optimalt, forklarer Lars Jødal.

Proceduren er ændret

Lars Jødal fortæller, at man på Aalborg Universitetshospital allerede har taget konsekvensen af den nye viden, og ændret proceduren for, hvor tæt på CT-skanningen man udfører skintigrafien.

- Det betyder jo rigtig meget, at vi ikke sætter folk til at vente unødigt længe på at få foretaget en undersøgelse. Og ved at vi kender den optimale ventetid, risikerer vi heller ikke at skulle skanne folk flere gange, fordi den første skanning blev foretaget for tidligt, siger han.

Resultaterne blev for nyligt præsenteret på Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicinsk årsmøde i Odense. 

- Vores projekt blev kåret som det bedste af de præsenterede. Måske netop fordi det er så praktisk anvendeligt, og at man nu har et klar svar på, hvad der er den optimale ventetid. Vi håber, at man på andre hospitaler nu vil følge vores eksempel, og ændre proceduren omkring disse undersøgelser, fortæller Lars Jødal.

Forskningsresultaterne er bragt i tidsskriftet Clinical Nuclear Medicine (https://doi.org/10.1097/RLU.0000000000000726)

 
Ved Dansk Selskab for Klinisk Fysiologi og Nuklearmedicinsk årsmøde i Odense blev der desuden uddelt en pris for bedste poster til afdelingslæge Jeannette D. Andersen. Hun har undersøgt, hvor ofte der findes rester af sporstoffet FDG i brystvæv i forbindelse med, at patienter FDG-PET/CT skannes som led i udredningen for andre kræftsygdomme. FDG i brystvæv som tilfældigt fund er sjældent, men sådanne fund bør udredes nærmere, da der er påvist kræft i brystet hos en stor del af patienterne. 
 

Opdateret