Birgittes opfindelse holder benet højt

At omsætte en god idé til et rigtigt produkt kræver dedikation og tålmodighed. Til gengæld er det det hele værd. Det fortæller sygeplejerske Birgitte Hasselgaard Jensen, der med sin benstøtte ”Deculeg” nu også kan skrive opfinder på CV’et.
Birgitte Hasselgaard Jensen med Deculeg
Sygeplejerske Birgitte Hasselgaard Jensen med sin Deculeg-opfindelse.

Et stykke genbrugspap, der i et snuptag kan foldes sammen til en støtte til ben og fødder, kan spare patienter, der netop er blevet opereret, for mange gener.

Det er sygeplejerske Birgitte Hasselgaard Jensen fra Sammedagskirurgisk Afsnit, der står bag den simple – men værdifulde opfindelse.

- Et ben skal helst holdes over hjertehøjde, hvis man skal undgå komplikationer som hævelse, blødning og smerter efter en operation, fortæller Birgitte Hasselgaard Jensen.

Hun har længe grublet over, hvordan man kunne hjælpe patienter, der netop var blevet opereret i foden eller underbenet med at holde benet hævet korrekt, mens de er indlagt på hospitalet, og når de kommer hjem.

Mens patienterne ligger på hospitalet, udstyres de med en metalanordning – en såkaldt Braun-skinne - der holder benet hævet. Men skinnen er både bøvlet at anvende, vanskelig at rengøre og kræver, at portørerne skal bruge tid på at flytte rundt på de få skinner, som hospitalet råder over.

- Og når patienterne kommer hjem, må de forsøge sig med kreative løsninger med stakkevis af puder og tæpper, og det er sjældent optimalt, fortæller Birgitte Hasselgaard Jensen.

Vedholdenhed betaler sig

Første gang Birgitte præsenterede sine tanker om en løsning i pap for Idéklinikken, var modtagelsen dog forholdsvis afdæmpet.

- Tilbagemeldingen fra Idéklinikken var, at de ikke mente, at en papkasse havde tilstrækkelig opfinderhøjde til, at der var basis for at udvikle den til et kommercielt produkt. De anbefalede, at vi kiggede på eksisterende løsninger, fortæller hun.

Men der fandtes ingen løsninger, som opfyldte kravet til en komfortabel benstøtte, og som samtidig kunne foldes, så den ikke optog meget opbevaringsplads på hospitalsafdelingen, og som i øvrigt var så billig at producere, at den kunne sendes med patienterne hjem.

Birgitte Hasselgaard Jensen arbejdede derfor videre med idéen, og hun og Sammedagskirurgisk Afsnit ansøgte nu midler hos Sundhedsinnovationspuljen. Bevillingen herfra betød, at der kunne frigøres ressourcer og hjælp til en markedsundersøgelse blandt andre sygeplejersker, der dokumenterede behovet for et nyt produkt.

Herefter vendte Birgitte igen retur til Idéklinikken, der denne gang stod klar til at hjælpe.

- Idéklinikken havde nu et bedre grundlag for at vurdere idéen, og de hjalp med at gennemføre en mere dybtgående markedsundersøgelse og med at sørge for, at alle formalia omkring samarbejdsaftaler og krav, der stilles til medicinske produkter, blev opfyldt, fortæller hun.

Ideklinikken skabte kontakt også med virksomheden Decumed. De kunne rådgive om designprocessen ud fra et kommercielt perspektiv, og var i stand til at etablere kontakt til en virksomhed, som kunne hjælpe med produktionen af papkassen.

Undervejs i udviklingen er benstøtten blevet afprøvet blandt patienter og medarbejdere, hvilket har ført til flere store og små justeringer.

Og nu, tre et halvt år siden Birgitte lavede den første prototype ud af en gammel papkasse, er den færdige benstøtte med navnet Deculeg klar til salg.

- Jeg er virkelig glad og stolt over, at det lykkedes. Vi har et produkt i 80 procent genbrugspap, som koster omtrent det halve at udlevere til patienterne i forhold til en Braun-skinne. Og tilmed har patienterne nu også en løsning, de kan bruge, når de kommer hjem, fortæller Birgitte Hasselgaard Jensen.

Et af de steder, hvor Deculeg-kassen er taget i brug, er i Akutmodtagelsen, hvor patienter med en fodskade ofte må vente flere timer på at blive undersøgt.

- Nu har man en løsning, som kan hjælpe patienterne med at undgå, at benet hæver yderligere op, inden det undersøges og eventuelt skal lægges i gips. Det samme havde ikke været logistisk muligt med Braun-skinnen, fortæller Birgitte Hasselgaard Jensen.

Tro på det

Den fortjeneste der er, hver gang der sælges en Deculeg, fordeles efter en nøgle, hvor de involverede parter hver får en lille bid.

- Jeg bliver aldrig millionær på det her, og det lyder måske lidt "Florence Nightingale" – men at jeg kan sende en glad patient hjem med en Deculeg betyder, at jeg kan fortsætte den sygepleje, som jeg har startet på hospitalet, hjemme hos patienten. Det giver en stor faglig tilfredsstillelse.

Selvom benstøtten er blevet en succes, er Birgitte Hasselgaard Jensen dog ikke klar til at kaste sig ud i flere papløsninger lige foreløbig. Heller ikke selvom idéerne er der, og at hun ofte får henvendelser fra kollegaer, der har set produktet, og gerne vil have hende til at lave særlige løsninger til "deres" patienter.

- Jeg håber, at min historie kan være med til at inspirere andre sygeplejersker, der går rundt med en idé. Hvis jeg som helt almindelig sygeplejerske kan føre en idé til et produkt, så kan andre også – og man skal bare springe ud i det, siger hun og fortsætter:

- Men man skal ikke forvente, at man blot kan sende en mail, og så læne sig tilbage og vente på, at der kommer et produkt med posten. Der ligger et enormt arbejde i at realisere sin idé – men glæden, når det lykkes, er det hele værd, slutter hun.

Opdateret