Behandling af patienter med gigt- og bindevævssygdomme har fået et løft

Center for SLE og Vasculitis har i løbet af sit første år sikret bedre patientforløb og højere behandlingskvalitet for patienter med gigt- og bindevævssygdomme.

Eneste af sin slags i Danmark

Centeret er første sted i landet, hvor en gigtlæge og en nyrespecialist arbejder tværfagligt om patientbehandlingen af disse sygdomme. Det foregår på den måde, at de to læger – og deres team af sygeplejersker – har ambulatorier dør om dør på hospitalet. Dermed kan de hurtigt og nemt tage fat i hinanden ved behov. Og den fortsatte patientbehandling kan aftales med patienten i samme ombæring.

- SLE og Vasculitis er komplekse sygdomme, hvor patienterne har flere symptomer fra forskellige organer. Patienterne bliver derfor ofte henvist til undersøgelser på flere forskellige hospitalsafdelinger. I Center for SLE og Vasculitis samler vi specialerne, så patienterne har én indgang til undersøgelse og behandling. Vi har en speciel interesse for og erfaring i autoimmune sygdomme, og vi inddrager andre relevante speciallæger ved behov, fortæller reumatolog (gigtlæge) overlæge Salome Kristensen, Reumatologisk Afdeling.

Baseret på erfaringer fra England

Centeret begyndte på den koordinerede behandling i september 2017, hvor overlæge Jon Waarst Gregersen, Nyremedicinsk Afdeling og overlæge Salome Kristensen, Reumatologisk Afdeling indledte samarbejdet. Begge læger ville gerne give patienterne et bedre og mere sammenhængende forløb, og Jon Waarst Gregersen havde erfaringer med i bagagen fra England, hvor man har en længere tradition for tværfagligt samarbejde inden for området.

- Ved at sikre én indgang og den tætte kontakt, når vi har patienter i vore ambulatorier, så bliver kvaliteten af behandlingen højere og patientforløbet meget bedre. Det gør, at patienterne har en højere livskvalitet med helbred og psykisk overskud til f.eks. (at fastholde) et arbejde og dyrke fritidsaktiviteter, siger overlæge Jon Waarst Gregersen, Nyremedicinsk Afdeling.

Forsknings- og uddannelsesperspektiver

Til centeret er knyttet godt 350 patienter fra hele Nordjylland. Ud over støtte fra et team af sygeplejersker, der har opnået særlige kompetencer inden for pleje af SLE og Vasculitis, er der er planer om at give medicinstuderende og yngre læger mulighed for at tage en del af deres uddannelse i centret. Ligesom man også er i gang med at opsamle resultaterne i forskningsøjemed.

Yderligere informationer

Læs mere om centeret her 

 

Opdateret