Center for Ernæring og Tarmsvigt

Forskningsstrategi for Center for Ernæring og Tarmsvigt, Speciale for Medicinske Mave- og Tarmsygdomme, Aalborg Universitetshospital 2012-2018

Forord

Formålet med forskningsstrategien for Center for Ernæring og Tarmsvigt (CET) 2012-2016 er at skabe klarhed over visioner og mål samt at sikre den fortsatte udvikling af CET som ekspertcenter for ernæring og tarmsygdomme nationalt såvel som internationalt. Dette ekspertcenter ønsker vi fremmet på baggrund af forskningsbaseret udvikling og evidens.
Vi ønsker med denne forskningsstrategi at være på forkant med udviklingen på forskningsområdet inden for ernæring. Endepunkt for denne strategi er 2016, da det er året hvor ESPEN, European Society for Clinical Nutrition and Metabolism, afholder kongres i Danmark. Vi er i CET særdeles involveret i planlægningen af denne kongres, som afholdes i samarbejde mellem Dansk Selskab for Klinisk Ernæring (DSKE) og det norske ernæringsselskab NSPEN.
Vi har i CET tradition for et udviklende samarbejde på tværs af afdelinger, institutioner, sektorer og landegrænser, hvor især det Skandinaviske samarbejde har været i højsædet. Kvaliteten af disse samarbejdsrelationer ønsker vi at blive endnu bedre til at benytte såvel i forskningen, som i implementering af resultaterne i klinisk praksis. Forskningsstrategien er et dynamisk dokument, som i praksis vil blive justeret i takt med at interne og eksterne udfordringer ændrer sig. Det
danner udgangspunkt for konkrete handleplaner, som udarbejdes i regi af forskningsforum for CET.

Vision

På ESPEN-kongressen 2016 ønsker vi at kunne præsentere lokal forskning på internationalt niveau.
Et væsentligt element i forskningsstrategien for Center for Ernæring og Tarmsvigt er forskning i ernæring på tværs af faggrupper. En tværfaglig forskningsindsats skal være med til at fastholde og videreudvikle CET`s forskningsmæssige position. Forskning anses som en integreret del af det daglige kliniske arbejde i CET.
Publikationer: I de kommende 4 år ønsker vi at øge antallet af internationale publikationer i kliniske tidsskrifter. Desuden ønsker vi at udvise en bredde i publikationer, der modsvarer aktiviteten, og kommer det kliniske arbejde til gode. Dette betyder således, at vi vil være opmærksomme på, at ikke alle vores aktiviteter målrettes international publicerbarhed, men også at studier, der ikke har international interesse, kan være væsentlige at få udbredt lokalt og nationalt.
Ph.d. studerende: Vi ønsker at udvide antallet af ph.d.-studerende med fokus på klinisk ernæring. Det er vores ønske, at de ph.d.-studerendes arbejde ved CET afspejler den brede tværfaglighed, således at forskningsuddannelse ved CET kommer til at brede sig over hele fagområdet for ernæring; behandling, undersøgelse, genoptræning, måltider og kostsammensætning, samt servering og madspild.

Mission

Forskningen i CET vedrører klinisk ernæringsforskning i bredeste forstand. Underernæring, diætetik, organisering af ernæringsindsatsen, servering af måltider, ernæringsdeficit samt metoder til optimering af kostindtag og ernæringstilstand hos syge er afsnittets generelle forskningsinteresse. Den mere specifikke interesse ligger naturligt i ernæringstilstand, absorption og forbrænding relateret til gastroenterologiske sygdomme, herunder specielt korttarmssyndrom. Tværfaglighed er vigtig og nødvendig, fordi ernæringsterapi ikke kan isoleres i forhold til den enkelte medicinske diagnose eller problemstilling, og fordi forskellige specialer og faggruppers forskning kan bidrage med værdifuld viden i bestræbelserne på at sikre det ønskede internationalt faglige niveau i forebyggelse, behandling og pleje hos patienter med ernæringsdeficit. Metoder, der anvendes i forskningen i CET, spænder bredt over klassiske medicinske forskningsmetoder og kvalitative metoder. Det er vores mission, at målet og god etik bestemmer forskningsmetoden. Vi er i CET repræsenteret med forskere, der er bredt funderet i forskningsdesigns.

Forskningsområder for CET

Organisering

CET er en del af Specialet for Medicinske Mave- og Tarmsygdomme beliggende i Klinik Medicin på Aalborg Universitetssygehus.

Forskningsforum CET, er et organ for idè-generering og metodeudveksling vedrørende aktuelle og kommende tværfaglige forskningsaktiviteter for klinisk Ernæring. www.cet.rn.dk Forskningsforum består af:

  • Mette Holst, forskningsleder for Klinisk Ernæring, sygeplejerske, MKSp.d.
  • Henrik Højgaard Rasmussen, ledende overlæge, professor, ph.d.
  • Randi Tobberup, ledende klinisk diætist, cand. scient. i klinisk ernæring
  • Marianne Køhler, leder af CET-laboratoriet, bioanalytiker
  • Lars Vinter-Jensen, specialeansvarlig overlæge, dr. med, ph.d.

Samarbejdspartnere og netværk

Interne samarbejdspartnere

Et udstrakt forskningssamarbejde finder sted såvel internt som eksternt. I det gastroenterologiske felt indgår Specialet for Medicinske Mave- og Tarmsygdommes læger og forskningssygeplejerske som samarbejdspartnere, sammen med Mech-Sense under Asbjørn M. Drewes, som er forskningsansvarlig for hele det medicinsk mave-tarm område. Et øget forskningssamarbejde med Afsnit for Mave- og Tarmkirurgi er under opbygning efter etablering af CTS i 2011. Desuden indgår mange afdelinger på Aalborg Universitetshospital i kliniske forsknings- og udviklingsinitiativer. I flere af disse forsknings- og udviklingsinitiativer, indgår Centralkøkkenet som aktiv deltager og leverandør til afprøvning af forskellige fødevarer og scenarier. Ernæringsudvalget ved Aalborg Universitetshospital samt Det Regionale Ernæringsudvalg ved Region Nordjylland er forum for idè- og erfaringsudveksling mellem sygehusene.

Nationale samarbejdspartnere

  • Aalborg Universitetshospital: Mech-Sence
  • Rigshosiptalet, Medicinsk Gastroenterologisk Afdeling, Ernæringsenheden
  • Aarhus Universitetshospital, Hepatologisk/Gastroenterologisk Afdeling V
  • Herlev Hospital, EFFECT-gruppen
  • Odense Universitetshospital, Medicinsk Gastroenterologisk Afdeling
  • Aalborg Universitetshospital, Institut for Planlægning, Det Sundhedsvidenskabelige Fakultet, Institut for byggeri og anlæg, PARTEC, Institut for Datalogi og Institut for Arkitektur og Medioteknologi
  • Københavns Universitet, LIFE
  • Aarhus Universitetshospital, Klinisk Epidemiologisk Afdeling

Internationale samarbejdspartnere

  • ESPEN
  • Salford Royal Hospital, England, Intestinal Failure Unit
  • Manchester University, England
  • Southampton University Hospital, England, Dept. of Nutritional Immunology
  • Southampton University, England
  • Uppsala Universitet Hospital, Sverige, Dept. of Geriatrics
  • Uppsala Universitet, Sverige, Dept. of Public Health and Caring Sciences
  • Sahlgrenska Universitetssygehus, Sverige, Ernæringsenheden
  • Göteborg Universitet, Sverige, Sahlgrenska Akademi
  • Universitetssygehuset Tromsø, Norge, Kirurgisk Gastroenterologisk Afdeling
  • Universitetshospital Nordnorge, Ernæringscenter
  • Karolinska Universitetssygehus, Sverige, Dept. af Nursing Development
  • Helse Bergen - Haukeland Universitetshospital, Bergen, Norge, Dept. of Medicin, Dept. of Nutrition Facilitation and Dept. of Research and Development
  • University Hospital of Santiago de Compostela, Spanien, Dept. of Gastroenterology and Hepatology
  • Norges Helsestyrelse

Medlemskaber af videnskabelige råd, videnskabelige selskabers bestyrelser, arbejdsgrupper eller lign. organer

  • ESPEN. European Society for Clinical Nutrition and Metabolism
  • Dansk Selskab for Klinisk Ernæring (DSKE)
  • Forskningsgruppen PARTEC, Aalborg Universitet
  • Rådgivningsgruppen for Klinisk Ernæring
  • Lokale ernæringsudvalg
  • Regionale ernæringsudvalg
  • FOODplus
  • Visionsenhed for fødevarer og klinisk ernæring i Nordjylland
  • Arbejdsgruppe for Handleplaner for kosthold til ældre, Socialstyrelsen

Implementering af forskningsresultater for klinisk ernæring

Implementering af forskningsresultater skal i øget fokus for at bedre evidensbaseret praksis. Dette forudsætter en stærk forskningskultur, såvel i de enkelte forskningsmiljøer og på tværs af afdelinger, discipliner og faggrupper. Dette er en del af CET`s mission. Vi har derfor i samarbejde med Ernæringspuljen og Ernæringsudvalget ved CET ansat en udviklingskoordinator for Ernæringsteams i afdelingerne i et 2-årigt projekt under forskningsledelsen i CET.

Forskningsbaseret uddannelse

Forskning tiltrækker kvalificerede, aktive og motiverede medarbejdere, og skaber et udviklende miljø. CET indgår som vejleder for forskningsprojekter i studieforløb. En del af disse studier finder sted på Aalborg Universitetshospital i regi af CET. Et samarbejde er initieret med Aalborg Universitet under flere fakulteter, Cand Scient i Klinisk Ernæring ved LIFE Københavns Universitet samt UCN (University College Nordjylland). Desuden bistår CET ved vejledning af ph.d.-studerende under Tromsø Universitet i Norge. Det er ønsket at basere en del af forskningen i CET på ph.d.-studieforløb. I den forbindelse ønsker vi at styrke samarbejdet omkring disse ph.d.-forløb ved integrering af flere specialer, sygehuse, centre, universiteter og afdelinger som basis for studierne. Samtidig ønsker vi at fremme innovation og ide-generering ved erhvervs-ph.d.- forløb.

Præsentation af forskning på nationale og internationale kongresser

I CET ønsker vi, at forskere inden for alle faggrupper og på alle niveauer understøttes til deltagelse ved konferencer, hvor de skal præsentere forskningsresultater. Der gives gensidig hjælp til eksterne ansøgninger, som kan støtte til deltagelse med accepterede abstracts.