Nyt system til indtastning af forskningsdata

Region Nordjylland har anskaffet licens til databaseprogrammet REDCap, som er et online browserbaseret system, der er designet til at understøtte brugerne i at oprette spørgeskemaer og databaser, samt håndtere data sikkert i forbindelse med kliniske studier. Data opsamlet i REDCap kan eksporteres til SPSS, Stata, SAS, R og Excel til dataanalyse.

Region Nordjylland er medlem af REDCap-konsortiet, og ansatte i Region Nordjylland kan derfor nu frit benytte REDCap til dataopsamling. Brugere der ikke er ansat i regionen, kan inviteres som ekstern partner til at indsamle data, så det er muligt at lave multicenterstudier ved hjælp af programmet. Brugen af REDCap er ifølge licensen begrænset til ikkekommercielle forskningsformål.

Datamanagere fra Epidemiologi og Biostatistik er administratorer på programmet og opretter derfor brugere, og kan i nogen grad hjælpe på projekter, men ellers er det lige nu hjælp til selvhjælp.

Henvendelser omkring REDCap kan rettes til redcap@rn.dk.