Unikt tilbud: Hjertepatienter kan få særlig robotoperation i Aalborg
Op mod 50 operationer årligt
Aalborg Universitetshospital har nu foretaget den første bypass-operation af en hjertepatient, hvor en stor del af operationen foretages af en robot. Det betyder blandt andet, at patienternes brystben ikke længere behøver at blive savet over på langs, for at kunne komme til at foretage bypass-operationen.
- Det er første gang, vi bruger den her teknologi i en hjerteoperation, og vi forventer os meget af mulighederne fremover. Det er et ret avanceret indgreb, der virkelig gør en positiv forskel for patientens restituering og smerteniveau, siger Gennady Atroshchenko, der er overlæge på Hjerte- og Lungekirurgisk Afdeling på Aalborg Universitetshospital.
Den første patient har nu fået foretaget indgrebet, og forventningen er, at op mod 50 patienter årligt kan få glæde af den nye teknologi på afdelingen.
- Operationen bliver på den her måde meget mere skånsom. Det betyder færre smerter og eftervirkninger. Derudover foregår operationen også på en måde, hvor man som kirurg har et rigtig godt overblik over selve bypass-indgrebet, siger Gennady Atroshchenko.
Normalt foregår en bypass-operation sådan, at brystkassen åbnes under fuld bedøvelse, for at kirurgerne kan se hjertet og finde kranspulsårerne. Det er kranspulsårerne, der visse steder kan være forsnævrede eller tillukkede. Med den nye teknologi kan robotten nu komme ind via små huller, der tillader åbning og adgang til kranspulsårerne via ribbenene.
Eneste i Skandinavien
Den første patient har gennemgået operationen med succes, og nu ser afdelingen frem til at tilbyde den til flere patienter. I dag er Aalborg Universitetshospital det eneste sted i Skandinavien, der kan lave denne type operationer. Der findes derudover kun et fåtal i Europa, der kan tilbyde operationen.
- Det er man selvfølgelig stolt over. Vi er langt med robotteknologi og teknologi i det hele taget på Aalborg Universitetshospital, og det kan kun lade sig gøre, fordi vi har nogle ambitiøse ansatte, der på vegne af patienterne, gerne vil sikre fremdrift, siger cheflæge på afdelingen, Jens Grønlund.
At operationen nu er mulig, er også et resultat af et tæt samarbejde med udenlandske kollegaer og forskningsmiljøet omkring hospitalet i Aalborg, hvor der findes unikke træningsfaciliteter i robotteknologi.
Udgivet af:
Mathias Mosskov, pressekonsulent
Telefon: 9243 4679
Mail: m.mosskov@rn.dk