Nyt studie skal give klare svar til prostatakræftpatienter

Aalborg Universitetshospital er som det første hospital gået i gang med at skanne prostatakræftpatienter med et nyt sporstof, der skal give bedre diagnostik og gøre det muligt for lægerne at forudsige sygdommens fremtidige udvikling. Det sker som led i et nyt forskningsstudie.

Det er patienter, som er i såkaldt "aktiv overvågning" af deres prostatakræft, der skal få glæde af sporstoffet, der lyder det mundrette navn 64Cu-DOTA-AE105.

- Aktiv overvågning tilbydes mænd, der har fået konstateret en lille og relativ fredelig prostatakræft. Hos disse patienter er kræften langsomt voksende, og for mange vil sygdommen aldrig udvikle sig i en grad, der får betydning for deres helbred, siger Anne Buchhave Olsen, der er overlæge ved Urologisk Afdeling, Aalborg Universitetshospital.

Hun fortæller, at hvis lægerne vurderer, at kræftsygdommen ikke for nuværende ser ud til at få betydning for patienternes helbred, så vil man i mange tilfælde nøjes med at holde øje med patienterne gennem f.eks. jævnlige PSA-målinger, biopsier og eventuelt skanninger for at være sikker på, at kræften ikke udvikler sig.

Og her kommer 64Cu-DOTA-AE105 ind i billedet. 

- Målet med sporstoffet er, at vi som ultimativt mål kan nøjes med at skanne patienterne én gang, og på den baggrund udvælge dem, der har brug for behandling, eller hvor vi kan reducere omfanget af kontroller, siger Anne Buchhave Olsen.

På nuværende tidspunkt er Aalborg Universitetshospital eneste site, som foruden Urologisk Afdeling også omfatter deltagelse af Nuklearmedicinsk Afdeling, der står for skanning af patienterne med det nye sporstof.

Kan reducere usikkerhed og unødige kontroller

I et trængt sundhedsvæsen er en reduktion i behovet for kontroller og eventuelle unødige behandlinger ikke uvæsentligt, mener Helle D. Zacho, der er overlæge ved Nuklearmedicinsk Afdeling, Aalborg Universitetshospital og professor ved Aalborg Universitet:

- Både skanninger og biopsier er tidskrævende og kræver meget arbejdskraft. Kan vi nedbringe behovet for disse, vil det kunne frigøre ressourcer til andre ting. Vigtigst er dog patientperspektivet, hvor de hyppige kontroller og bekymringer om sygdommens udvikling gør, at både læger og patienter længe har efterspurgt bedre diagnoseredskaber til denne patientgruppe, siger Helle D Zacho.

Hun forventer, at sporstoffet - hvis det viser sig effektivt – vil blive en del af tilbuddet til prostatakræftpatienter i fremtiden.

27 patienter skal medvirke i studiets første del, som aktuelt finder sted. Første patient blev skannet kort før sommerferien, og i september venter den næste.

Projektet er initieret af medicinalfirmaet Curasight A/S, som har udviklet sporstoffet. 

 

Forfatter: Peter Friis Jeppesen, Kommunikationskonsulent, pfj@rn.dk