Kræftforskere mødtes i Rebild
Ikke færre end 60 erfarne og yngre forskere fra mange forskellige specialer deltog i årsmødet, hvor en bred vifte af aktuelle projekter fra etablerede og mindre etablerede forskergrupper blev præsenteret.
Eksempelvis holdt ph.d.-studerende, afdelingslæge Karen Guldbrandsen fra Gynækologisk-Obstetrisk Afdeling et oplæg om tidlig opsporing af æggestokkræft ved hjælp af blodprøver, hvor formålet er at identificere biomarkører, der potentielt kan bruges til tidlig diagnostik af ovariecancer ved at sammenligne ovariecancerpatienter med raske kvinder og patienter med benigne sygdomme på ovarierne, mistænkt for cancer.
Overlæge ved Hjerte-Lungekirurgisk Afdeling, professor Benedict Kjærgaard fortalte – med vanlig humor - om ”Apnø i op til 30 minutter” og om, hvordan man kan undgå, at patienten trækker vejret under lungebiopsi og MR-skanning.
Et forholdsvis nyt ansigt i KKFC-regi er også forskningsansvarlig overlæge Tommy Kjærgaard Nielsen fra Nyre- og Urinvejskirurgisk Afdeling, som fortalte om opbygningen af deres forskningsenhed. Han har taget aktiv del i planlægningen af årsmødet og blev på mødet valgt ind som nyt medlem af styregruppen.
Tina Obel og Peter Enemark Lund fra Forskningsdata og Statistik (FORSA) gav en spændende snigpremiere på en ny funktion, der er på vej i REDCap, til udsendelse af breve og spørgeskemaer direkte til digital post via CPR-nr. - en ny mulighed, der i den efterfølgende pause var stor interesse for at høre mere om!
Tre forskere fra Region Midt og Region Syddanmark var inviteret til at dele ny viden inden for temaerne tidlig kræftdiagnostik og behandling af senfølger.
Under overskriften "Forskning i økonomisk trængte rammer" stillede dekan ved det Sundhedsvidenskabelige Fakultet på AAU, Lars Hvilsted Rasmussen og lægefaglig direktør Søren Pihlkjær Hjortshøj op til en debat, der tog udgangspunkt i regeringens sundhedsudspil og dets potentielle konsekvenser for kræftforskningen.
Stærkt tværfagligt samarbejde
Klinisk Kræftforskningscenter blev etableret i 2013 med en ambition om at styrke forskningssamarbejdet mellem afdelinger, der varetager udredning og behandling af kræft på Aalborg Universitetshospital.
Specialeansvarlig overlæge ved Afdeling for Kræftbehandling og formand for KKFC, Laurids Østergaard Poulsen glæder sig over den brede opbakning, der er til centerets arbejde, som var tydeligt ved sidste uges årsmøde:
- Multidisciplinært samarbejde på tværs af specialer og faggrupper er afgørende for, at vi kan udvikle og forbedre behandlingen af kræftsygdomme, og her har KKFC en vigtig rolle i forhold til at skabe et stimulerende forskningsmiljø på hele hospitalet, som giver os mulighed for at kunne igangsætte større forskningsprojekter og etablere stærke nationale og internationale forskningssamarbejder, siger han.
Årsmødet sluttede med valg af tre nye medlemmer til styregruppen, og planlægningen af næste årsmøde, der finder sted i oktober 2025, blev påbegyndt. Interesserede kan følge med på hjemmesiden kkfc.rn.dk og tilmelde sig KKFC's mailliste ved at skrive til lit@rn.dk.