Forskere vil holde øje med danskernes jodindtag
Siden årtusindeskiftet er der blevet tilsat jod i den salt, der sælges i butikkerne eller bruges til brød og andet bagværk i industrien. Baggrunden var, at der i befolkningen var jodmangel – en alvorlig tilstand, der kan føre til stofskiftesygdom og hjerneskade hos nyfødte.
Dette ”jodberigelsesprogram” har været en stor succes. Opgørelser har vist et markant fald i forekomsten af struma (forstørret skjoldbruskkirtel) i befolkningen. Alligevel valgte myndighederne i 2019 at opjustere mængden af jod tilsat til salt, fordi man konstaterede, at jodindtaget fortsat var lavt hos gravide, og at det igen var faldende i den generelle befolkning.
- Befolkningens jodindtag er afgørende for folkesundheden og forebyggelse af stofskiftesygdomme, men det er vigtigt, at vi løbende følger med i, om jodberigelsesprogrammerne virker efter hensigten. For meget jod kan nemlig også føre til stofskiftesygdomme, siger ledende overlæge, ph.d., dr. med. ved Klinisk Biokemisk Afdeling, Stine Linding Andersen.
På tværs af geografi og befolkningsgrupper
Hun står i spidsen for et nyt stort forskningsprojekt, der har til formål at undersøge befolkningens jodindtag på tværs af landet.
Der er nemlig store forskelle i graden af jodmangel alt efter, hvor man bor:
- Jod indtages med kosten, hvor det naturligt findes i drikkevandet. Men mængden af jod i vandet varierer geografisk. Således har vi historisk haft mest udtalt jodmangel vest for Storebælt og mindre udtalt øst for Storebælt, fortæller Stine Linding Andersen.
Forskerne vil både måle jodindtaget hos unge, ældre og gravide, da det er vigtigt, at det monitoreres bredt i befolkningen, hvor nogle grupper er særligt sårbare over for lavt jodindtag.
- For eksempel er gravide en risikogruppe, da et tilstrækkeligt jodindtag og niveau af stofskiftehormoner er afgørende for fosterets udvikling. Ligeledes gælder en bekymring for de ældre, som kan være i særlig risiko for utilstrækkeligt jodindtag med kosten og deraf følgende komplikationer til udvikling af stofskiftesygdom, forklarer Stine Linding Andersen.
Nye metoder
I projektet vil forskerne udvikle nye metoder til monitorering af jodindtaget og forekomsten af stofskiftesygdom. De nuværende er nemlig både ressource- og omkostningstunge, fortæller Stine Linding Andersen:
- Vores mål er at udvikle laboratorieforankrede dataalgoritmer, som løbende kan sikre en simpel og detaljeret monitorering på tværs af befolkningsgrupper og geografi. Fremfor rekruttering af projektdeltagere skal allerede eksisterende urin- og blodprøver ved de Klinisk Biokemiske Afdelinger i Vest- og Østdanmark anvendes til monitorering af jodniveauet og forekomsten af stofskiftesygdom, forklarer hun.
Vigtigt for folkesundheden
Studiet er planlagt som et 3-årigt projekt forankret i forskningsenheden ”Thyroidea, biokemi og graviditet” ved Aalborg UH, og er netop blevet støttet med 5 mio. kr. fra Sygeforsikringen danmarks forskningsfond ”sundhedsdonationer”. Projektet udføres i samarbejde med Geriatrisk Afdeling og Endokrinologisk Afdeling ved Aalborg UH og klinisk biokemiske afdelinger på tværs af landet.
- Vi er meget taknemmelige for, at vi nu har mulighed for at gennemføre projektet. Det er vigtigt, at vi som samfund kender jodniveauet og konsekvenserne af den markante ændring i jodberigelsen, man indførte i 2019, siger Stine Linding Andersen.
Stine Linding Andersen forventer, at projektet kan også kan give vigtig viden til strategier for jodberigelsesprogrammer i andre lande:
- Vi mener, at udvikling af nye og mere simple metoder til monitorering af jodberigelse vil være af stor interesse for befolkninger på verdensplan og medvirke til at reducere ulighed i sundhed, slutter Stine Linding Andersen.
Om SundhedsdonationerSygeforsikringen ”danmark” donerer hvert år en del af sit investeringsoverskud til sundhedsfaglige projekter inden for forskning, forebyggelse og oplysning. De støttede projekter uddeles med faglig bistand fra et panel af erfarne sundhedsfaglige forskere fra hele landet. Fra Nordjylland deltager molekylærbiolog ved Hæmatologisk Afdeling og professor ved Aalborg Universitet, Karen Dybkær Sørensen. Læs mere om ”sundhedsdonationer” på https://sundhedsdonationer.dk og om donationen til projektet på https://sundhedsdonationer.dk/projekter/monitorering-af-jodindtag-og-stofskiftesygdom/ |