Strategisk forskningspulje åben for ansøgninger
Den strategiske forskningspulje er oprettet efter politisk ønske om at sikre, en mere målrettet anvendelse af forskningsmidlerne i overensstemmelse med den regionale forsknings- og innovationsstrategi, der blev godkendt tidligere på året. Målet med omlægningen er både at styrke udviklingen af forskningen og at understøtte Aalborg UH's funktion som universitetshospital med højt specialiserede funktioner.
Alle forskningsansvarlige for specialer og forskningscentre på Aalborg UH kan søge puljen med krav om at involvere ét eller flere specialer i ansøgningerne, hvor det er relevant.
Første ansøgningsfrist 25. november
Midlerne fra Den Strategiske Forskningspulje fordeles på 3 spor med fokus på pilotprojekter, professortilknytning samt karriereudvikling og strategiske indsatser.
- Spor 1: Projektmodning af de gode forskningsidéer
Med dette spor gives mulighed for at støtte forberedelsen af større studier – enten som finansiering til pilotprojekter, indledende kliniske studier og underskudsgaranti i forbindelse med løn til ph.d.-studerende. Deadline for ansøgninger er 25. november 2025. Deadline for ansøgninger i 2026 er d. 20. februar, d. 22. maj og d. 25. september.
- Spor 2: Professortilknytning
Tanken bag dette spor er at tildele midler til professorrekruttering. Der kan søges om midler til professorrekruttering, både med og uden opstartsbevilling. Ansøgning om midler til initiativer under spor 2 behandles løbende og på alle møder i Tildelingsudvalget.
- Spor 3: Karriereudvikling og strategiske indsatser
Med det 3. spor prioriteres særlige strategiske indsatser, hvortil der kan søges finansiering af ph.d.- og postdoc-forløb samt delestillinger med fokus på talentrekruttering og professormodning. Deadline for ansøgning i 2026 er d. 20. februar og d. 25. september.
Ansøgningsfrist for spor 1 er 25. november med forventet svar i første halvdel af december. Spor 3 udmøntes først i 2026 – ansøgningsfrist vil blive annonceret senere.
Læs mere om tildelingskriterier og ansøgningsprocedure [internt link]
Rammer defineret i samarbejde med forskerne
Forskningschef Egon Toft glæder sig over, at Den Strategiske Forskningspulje efter et længere tilløb nu er klar til udmøntning. Han håber, at hospitalets forskningsmiljøer vil tage godt imod de nye muligheder for forskningsstøtte.
- Det er glædeligt, at vi nu har nogle gode rammer for udmøntning af midlerne, som er blevet til i en god og åben proces med de forskningsansvarlige og med inddragelse af Forsknings- og Innovationsrådet. Jeg er især glad for, at vi har mulighed for at udmønte midlerne bredt, både i form af mindre bevillinger til at modne den gode idé og som længerevarende stipendier og strategiske indsatser, siger han.
Ansøgninger om midler fra Den Strategiske Forskningspulje vurderes af et tildelingsudvalg med ansvar for udmøntningen. Tildelingsudvalgets sammensætning, opgaver og uddybende oplysninger om tildelingskriterier for puljen er nærmere beskrevet på Personalenet [internt link].