Nyt projekt skal afdække kønsforskelle i KOL
Det er overlæge ved Lungemedicinsk Afdeling og professor ved Klinisk Institut, Aalborg Universitet, Ulla Møller Weinreich, der er hovedansvarlig for det studie, som over de næste 3 år skal give en detaljeret forståelse af forløbet med sygdommen kronisk obstruktiv lungesygdom (KOL), og hvordan dette varierer mellem mænd og kvinder.
- Alle de studier, vi i dag betragter som hjørnestene i viden om KOL, er primært baseret på mandlige patienter. Imidlertid er der flere og flere kvinder, der udvikler KOL - og der er i Danmark flere kvinder end mænd med KOL. Vi vil undersøge årsagerne til forskellen, om der er forskelle i sygdomsudvikling over tid mellem mænd og kvinder, forklarer Ulla Møller Weinreich.
Undersøgelsen gennemføres som et epidemiologisk studie, hvor forskerne vil bruge danske sundhedsregistre til at tegne det faktiske billede af sygdommen - herunder kønsforskelle i udvikling af sygdommens sværhedsgrad, risikoen for at udvikle andre samtidige sygdomme, risiko akut sygdomsforværring og for indlæggelser, risiko for behov for sociale ydelser og tab af arbejdsmarkedstilknytning og død.
- Med studiet ønsker vi at skabe et detaljeret billede af mænd og kvinders risikoprofil i forbindelse med KOL og afdække eventuelle forskelle og dermed bidrage til et bedre afsæt for mere kønsdifferentierede behandlingstilbud i fremtiden, siger Ulla Møller Weinreich.
Projektet er støttet med i alt 2.268.200 kr. fra Danmarks Frie Forskningsfond, og hovedparten af studiet gennemføres som et ph.d.-studie af ph.d.-studerende Mathias Ras Therkelsen, hvor Ulla Møller Weinreich er hovedvejleder, mens postdoc Marie Dam Lauridsen og professor ved Dansk Center for Sundhedstjenesteforskning, Søren Paaske Johnsen er medvejledere.