Ny forskningsdyrestald nærmer sig realisering

Efter flere års forarbejde er udsigterne til en ny dyrestald øst for Storvorde rykket helt tæt på. 

På væggen i det lille kontor i Biomedicinsk Forskningslaboratorium hænger den seneste version af plantegningen over den bygning, som skal opføres i Vester Vase, 2 kilometer øst for Storvorde.

Den er tegnet af et rådgivningsfirma med speciale i landbrugsbygninger, men professor Benedict Kjærgaard og dyrlæge Sanne Ross Sørensen kender hver en kvadratmeter og hver en skillevæg. De har nemlig haft stor indflydelse på, hvordan den nye forskningsdyrestald, de har sukket efter i årevis, skal indrettes og bestykkes.

- Bygningen bliver på ca. 1.000 kvadratmeter, som giver kapacitet til opstaldning af langt flere grise, end vi har nu. Det betyder, at vi får mulighed for at have grise i forskellige størrelser og aldre, og vil ville kunne køre længerevarende forsøg, fordi vi også får plads til minigrise, siger Sanne Ross Sørensen.

Biomedicinsk Forskningslaboratorium har i mange år holdt til i kælderen under Patologisk Afdeling på hospitalets Nord-matrikel. Det er her, forskere kan udføre forsøg på grise og kaniner, og læger kan træne kirurgiske færdigheder, inden de skal udføre dem på mennesker.

Men faciliteterne har i mange år været under stort pres, fordi de trange og utidssvarende fysiske rammer sætter grænser for, hvad der er muligt at tilbyde forskere og klinikere.

- Lige nu er der mange aktiviteter, vi er nødt til at sige nej til, fordi vi ikke har pladsen, og det er vi naturligvis kede af, siger leder af Biomedicinsk Forskningslaboratorium, professor Benedict Kjærgaard.

Heldigvis er der udsigt til bedre tider, for hvis alt går vel, kan plantegningen, som hænger på opslagstavlen, snart blive til virkelighed.

Den nye forskningsdyrestald kan nemlig allerede stå klar om et års tid. Grunden er købt, eksisterende bygninger er revet ned, tegningerne er på plads, økonomien er godkendt, og entreprenøren er valgt. 

- Vi glæder os rigtig meget til, at entreprenøren kan gå i jorden. Det er noget, vi har ventet på i mange år, siger Benedict Kjærgaard.

Forskningsdyrestald
Sanne Ross Sørensen og Benedict Kjærgaard glæder sig til snart at flytte i mere tidssvarende lokaler.

 

Biomedicinsk Forskningslaboratoriums nuværende beliggenhed inde i byen er ikke alene uholdbar på grund af udfordringerne med plads og logistik. Med udflytningen til Hospitalsbyen skal hele Nord-matriklen fraflyttes, og uden gården i Vester Vase ville det efterlade hospitalet uden dyrefaciliteter.

- Det ville betyde et stop for at bruge grise, hvilket jo ville være særligt ærgerligt, da dyreeksperimentel forskning og uddannelse er en kernefunktion, som hører til på et universitetshospital, siger Benedict Kjærgaard.

Bedre dyrevelfærd og arbejdsmiljø

I fremtidens Biomedicinsk Forskningslaboratorium bliver der ikke bare plads til flere grise. Der vil igen blive plads til kaniner, og faciliteterne til håndtering af dyrene bliver også bedre, end de er i dag – for eksempel er der planlagt et skyllerum til rengøring af grisene samt et rum til mindre operationer og nødprocedurer. Det er dog tanken, at operationer skal foregå i Hospitalsbyen, hvor der i kælderetagen i skrivende stund er ved at blive indrettet fuldt udstyrerede operationsstuer.

Også ud fra et dyrevelfærdsperspektiv bliver den nye gård og de ekstra kvadratmeter en kærkommen opgradering. Det vil nemlig forbedre mulighederne for at opstalde dyrene inden for den lovgivning, som skal sikre optimal dyrevelfærd i forbindelse med dyreforsøg, fortæller Sanne Ross Sørensen:

- Vi får langt nemmere ved tilbyde optimale forhold for dyrene, hvor vi kan aktivere og træne dem, og vi vil også kunne etablere en udendørs fold. Samtidig bliver logistikken i forhold til arbejdsgange og smittekontrol forbedret, siger hun.

Der er også klare forbedringer i sigte for arbejdsmiljøet, når hun og Benedict Kjærgaard sammen med staben af dyrepassere, flytter på landet:

- Indretningen giver bedre forhold, når vi skal arbejde med dyrene og gøre rent hos dem, og vi får et moderne ventilationsanlæg, der kan reducere lugtgener. Og så bliver det selvfølgelig også rart at komme op fra kælderen og se dagslyset i løbet af en arbejdsdag, siger Sanne Ross Sørensen.

Som en ekstra krølle på halen bliver der etableret en lille terrasse, hvorfra medarbejderne i pauserne vil kunne skue ud over den 1 hektar store grund, dyrestalden ligger på.

- Grunden har en størrelse, der giver os mulighed for at udvide, hvis behovet og mulighederne skulle opstå. Udearealerne giver os desuden mulighed for at udvikle vores mangeårige samarbejde med politiet og forsvaret, hvor vi har bistået ved forskellige træningsøvelser, hvor man har trænet operationer i felten. I fremtiden vil den slags kunne foretages i umiddelbar nærhed til gården, hvilket vil være en klar logistisk fordel, siger Benedict Kjærgaard.

Forskningsdyrestalden i Vester Vase ventes at stå klar i begyndelsen af 2026.