Inge er årets genetiske ildsjæl
Den fornemme ærespris gives til stærke personligheder, som medvirker til at drive den medicinske og kliniske genetik fremad.
Og i år er det altså Inge Søkilde Pedersen, der har modtaget prisen, som uddeles efter indstillinger fra kollegaer fra hele landet i forbindelse med årsmødet i Dansk Selskab for Medicinsk Genetik (DSMG).
- Tænk at beskæftige sig med det, man holder allermest af - og det så ovenikøbet bliver anerkendt af gode nationale samarbejdspartnere. Det er en stor ære, som også forpligter, siger Inge Søkilde Pedersen.
Kollegaernes indstilling af Inge Søkilde Pedersen skorter ikke på flotte ord om både hendes faglige meritter og rolle som engageret formidler, samarbejdspartner og foregangskvinde i et felt i rivende udvikling:
”Inge Søkilde Pedersen er en enestående ildsjæl inden for genetik, der med nordjysk (v)ildskab inspirerer med sin passion og dedikation. Med et imponerende engagement har Inge skabt bemærkelsesværdige resultater, som både styrker fagets udvikling og bringer ny viden i spil. Inge favner det hele - hun har stort fokus på såvel uddannelse, forskning og specialets faglige udvikling”, lyder det blandt andet.
Selv peger Inge Søkilde Pedersen på, at det netop er den rivende udvikling i faget og perspektiverne for diagnostik og behandling, der gør arbejdet så meningsfuldt for hende:
- Det er en stor ære at få tildelt denne DSMG-pris. Vi befinder os i en særdeles spændende tid, hvor genetikken i tiltagende grad har betydning for diagnostik og behandling. Derfor er det vigtigt, at vi både har fokus på, hvordan vi sikkert udnytter nyeste teknologi til patientens bedste og finder en god måde at integrere nye faggrupper som kliniske akademikere i sundhedsvæsenet, siger hun.