Forskere på rundtur i Hospitalsbyen

Onsdag eftermiddag var forskningsansvarlige og professorer på rundvisning i Hospitalsbyen, for at se på de muligheder, der venter i det nye byggeri.

Forskere i Hospitalsbyen

- I dag har vi haft fokus på de muligheder, vores kommende faciliteter giver i forhold til at styrke samarbejdet på tværs af specialer og faggrupper, fortæller forskningschef Egon Toft, der var med på rundturen, som blev ledt an af kontorchef John Stefansen og specialkonsulent Signe Overgaard fra Planlægning.

Den spørgelystne gruppe af forskere fik blandt andet et indtryk af Forskningsbygningen de kliniknære forsknings- og undervisningsfaciliteter:

- Vi får nogle rigtig gode muligheder for mere fleksibel udnyttelse af lokalerne. Det forudsætter, at man i nogle tilfælde skal gøre tingene anderledes end i dag, men åbner også for nye potentialer. Jeg håber især, at folk vil lægge positivt mærke til den nærhed, der bliver forskningsmiljøerne imellem, samt nærheden til de kliniske miljøer, siger Egon Toft.

En af de forskere, som var med på rundvisningen, var professor og molekylærbiolog ved Hæmatologisk Afdeling, Karen Dybkær. Det var første gang, at hun så hospitalsbyggeriet med egne øjne:

- Noget af det, der har gjort størst indtryk på mig, er nok hvor lyst og luftigt byggeriet er. Ud over at det selvfølgelig er godt at få en fornemmelse af, hvilke faciliteter der venter i forskningsmiljøerne, så glæder jeg mig også den smukke arkitektur, som præger omgivelserne, siger hun.

Som forsker ser Karen Dybkær især frem til den nærhed mellem forskere og klinikken, som er tænkt ind i byggeriet.

- Det er meget positivt, at der er tænkt på, at vi som forskere kommer til at bo tæt på hinanden og på vores kollegaer i klinikken. Det giver gode muligheder for, at vi kan inspirere hinanden på tværs, og styrke relationen mellem forskning og klinik. Samtidig åbner den fysiske sammenkobling til Aalborg Universitets SUND-fakultet for nye og spændende muligheder, siger hun.

Forskere i Hospitalsbyen

Flytningen til Hospitalsbyen er allerede så småt begyndt. Således rykkede de første medarbejdere fra Teknisk Afdeling og Service og Rengøring ind før sommerferien, og i løbet af efteråret får de følgeskab af Centrallageret. I foråret 2025 begynder Sterilcentralen og Måltider & Ernæring også at flytte funktioner ud. Senere følger laboratoriefunktionerne, de billeddannende specialer og Nordsim, og fra 1. kvartal 2026 påbegyndes flytninger af de kliniske afdelinger.

 

Forfatter: Peter Friis Jeppesen, Kommunikationskonsulent, pfj@rn.dk

Opdateret