Ny strategi har fokus på forankring og implementering af Fundamentals of Care i Nordjylland
Det er de sundhedsfaglige institutioner i regionen, Aalborg Universitetshospital, Aalborg Kommune, UCN, Psykiatrien i Region Nordjylland, Regionshospital Nordjylland og Aalborg Universitet, som står bag den nye femårige strategi Program FoC Nord 2025-2030.
Med strategien har de givet hinanden håndslag på at fortsætte det tætte samarbejde om Fundamentals of Care (FoC) og på at arbejde målrettet for at implementere og forankre begrebsrammen bredt i organisationerne.
- Mens den forrige strategi (Program FoC 2019 – 2024) havde til formål at udbrede kendskabet til FoC og integrere den i den overordnede planlægning og udførelse af sygeplejen, sigter den nye strategi mod yderligere forankring i både klinisk praksis, uddannelse, ledelse og forskning, så FoC bliver en naturlig del af hverdagen, udtaler sygeplejefaglig direktør ved Aalborg Universitetshospital, Lisbeth Kjær Lagoni.
Nye strategiske indsatsområder
I den nye strategi er der opstillet en række målsætninger for, hvordan FoC implementeres på henholdsvis organisations-, ledelses- og medarbejderniveau. Således er det fx vigtigt, at FoC forankres i organisationernes overordnede visioner, strategier og handleplaner, og at implementeringen ledsages af økonomiske prioriteringer. På ledelsesniveau skal kendskabet til FoC udbredes, og forståelsesrammen skal blive en naturlig del af eksempelvis personalemøder, jobopslag, journal clubs, MUS-samtaler, introduktionsprogrammer og undervisning. Og endelig er det afgørende, at medarbejderne anvender FoC i deres arbejde og tilegner sig viden, færdigheder og kompetencer om FoC.
- Det er alt sammen noget, vi glæder os meget til at arbejde med i de kommende år, siger Charlotte Fuglesang, direktør med plejefagligt ansvar ved Regionshospital Nordjylland og fortsætter:
- Med FoC har vi fået et fælles sprog for sygepleje, ikke bare bredt i vores egen organisation, men også på tværs af de organisationer, vi arbejder sammen med. Det giver os de bedste muligheder for at styrke fagligheden og sikre en ensartet og høj kvalitet i sygeplejen i hele regionen.
I tråd med Sundhedsreformens målsætninger
Den nye strategiplan lægger sig tæt op ad ambitionerne i den aktuelle Sundhedsreform, som sigter mod at styrke det nære sundhedsvæsen ved decentralisering af sundhedsydelser, hvor flere sundhedsopgaver forventes at blive løst i større nærhed til borgerne.
- I det perspektiv er der mere end nogensinde brug for at fremhæve og italesætte vigtigheden af personcentreret og situationsorienteret sygepleje for borgere og patienters sikkerhed, fysiske og psykosociale velbefindende og rehabilitering. Her er yderligere implementering og forankring af FoC begrebsrammen i klinisk praksis, uddannelse, ledelse, forskning og udvikling afgørende, understreger sygeplejefaglig direktør ved Aalborg Universitetshospital, Psykiatrien Rikke Petersen Ravn og fortsætter:
- Samarbejdet omkring strategien har givet os et godt afsæt for den proces, vi står foran, med omstillingen til et mere ”nært sundhedsvæsen”.
Chef for Det Nære Sundhedsvæsen i Aalborg Kommune, Helen Kæstel, ser strategien som et vigtigt redskab til at styrke indsatsen for de borgere, der modtager omsorg, pleje og behandling i eget hjem.
- Sygeplejersker står over for store forandringer med flere komplekse patientforløb og en stigende opgaveglidning fra hospitaler til kommuner. FoC bidrager til et nuanceret blik på kompleksiteten i den kommunale praksis, og hjælper os med at holde fokus på den på individuelle og helhedsorienterede pleje, uanset hvor patienten befinder sig, siger hun.
Givtigt partnerskab
Mette Grønkjær, leder ved Forskningsenhed for Klinisk Sygepleje på Aalborg Universitetshospital og professor ved Aalborg Universitet, fremhæver, at det tværinstitutionelle partnerskab om FoC har været givtigt, ikke bare i forhold til at styrke båndene mellem organisationerne, men også i forhold til at italesætte og synliggøre kompleksiteten i og værdien af sygeplejen.
- Og samtidig sætter det en vigtig ramme for forskning og udvikling, hvor FoC kan spille en rolle i arbejdet med at udvikle evidensbaseret sygepleje målrettet de udfordringer, som borgere/patienter oplever i forhold til sundhed og deres liv med sygdom, siger hun.
Også på UCN Sundhed glæder man sig over samarbejdet, som har bidraget til at højne kvaliteten af sygeplejerskeuddannelsen, fortæller chef for UCN Sundhed, Iben Bøgh Bahnsen:
- Partnerskabet omkring FoC i Nordjylland har skabt et unikt samarbejde om uddannelsen af sygeplejersker, ligesom det har bidraget til at forskningsbasere både den pædagogisk-didaktiske tilrettelæggelse af sygeplejerskeuddannelsen og professionspraksis.
Implementeringen af den nye strategi vil løbende blive evalueret, og alle de deltagende institutioner vil senere i år udarbejde individuelle handleplaner, der skal sikre, at målene opnås.
Hent strategien som PDF