Forskning uden siloer
Når vi til næste år flytter ud i Hospitalsbyen, bliver Børne- og Ungeafdelingen, Aalborg Universitetshospital og Børne- og ungdomspsykiatrien, Psykiatrien naboer. I samme ombæring forenes kræfterne på tværs af somatik og psykiatri, til gavn for behandlingen af komplekse problemstillinger hos børn og unge i konceptet ”Børne- og Ungeuniverset”.
Selvom flytningen ligger et års tid ude i fremtiden, er samarbejdet på flere områder allerede tyvstartet. Også på forskningsområdet, hvor Børne- og Ungeuniversets Forskningscenter skal fremme tværfaglige forskningsprojekter fra psykiatri og somatik med henblik på at skabe bedre viden til gavn for patienterne:
- Her i 2025 giver det ikke mening at se psykiatrisk og somatisk sygdom som to adskilte områder, der ofte endda opfattes som siloer. I praksis er der hos rigtig mange børn og unge med somatiske sygdomme, hvor der også er en psykiatrisk komorbiditet eller omvendt, og hvor vi ikke får løst problemstillingen uden at tage hensyn til begge dele. Dette skal vi forholde os til, også på forskningsområdet, siger professor og overlæge ved Børne- og Ungeafdelingen på Aalborg UH, Søren Hagstrøm.
Han står sammen med professor, overlæge og leder af Forskningsenhed for Børne- og Ungdomspsykiatri i Psykiatrien Marlene Briciet Lauritsen i spidsen for det nye forskningscenter.
- Gennem fokus på det hele barn/den hele unge har vi mulighed for at opnå en mere fuldkommen viden, som er vigtig for, at vi kan udvikle vores behandlingstilbud til børn og unge og deres familier, siger Marlene Briciet Lauritsen.
I 2025 giver det ikke mening at se psykiatrisk og somatisk sygdom som to adskilte siloer, mener professorerne Søren Hagstrøm og Marlene Briciet Lauritsen.
Flytter ind hos hinanden
Foreløbig er der knyttet omkring 15 forskningsprojekter med ben i ”begge butikker” til centeret, men flere kommer hele tiden til.
- Vi har haft forskere hos hinanden i forbindelse med konkrete projekter på kortere eller længere ophold, hvilket har været en virkelig god oplevelse for begge parter. Der opstår en gensidig forståelse for hinandens arbejdsområder og fagligheder, når man kommer ud i hinandens klinik og møder en anden virkelighed, og vi får nogle helt nye perspektiver på projekterne, og får skabt relationer, der har dannet grundlag for nye tværgående projekter, fortæller Marlene Briciet Lauritsen.
Søren Hagstrøm nævner arbejdet i Videncenter for Børn og Unge med Overvægt som et eksempel på et frugtbart samarbejde. Centeret er organiseret på Aalborg UH under Børne- og Ungeafdelingen og tilbyder livsstilsændrende forløb til svært overvægtige børn og unge i alderen 0-18 år.
- Vi har jo et rigtig godt setup, som kan hjælpe med motion og livsstilsændringer – men for nogle børn og unge går det alligevel ikke, som vi regner med. Og når vi prøver at forstå, hvorfor nogle ikke kan gennemføre det samme som andre, tegner der sig ofte et billede af, at der er psykiatrisk komorbiditet, som spiller ind, forklarer han.
For at komme det nærmere har læge fra Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling Christina Horsager Pedersen tilbragt en del af sit ph.d.-studie på Børne- og Ungeafdelingen. I studiet har hun undersøgt forekomsten af madafhængighed, og hvordan det påvirker behandlingsresponset til vægttabsinterventionen.
- Helt konkret har Christina flyttet sig over til os, hvor hun har deltaget nede i vores ambulatorium. Her har hun kunnet indhente data og afprøve forskellige interventioner. Det er jo et psykiatrisk projekt, som også har været enormt givende for os, siger Søren Hagstrøm.
Fælles fremtid i Hospitalsbyen
Foreløbig er Børne- og Ungeuniversets Forskningscenter et murstensløst center. Et formaliseret samarbejde, der tager udgangspunkt i en fælles forskningsstrategi, der skal fremme samarbejdet på tværs af forskningsenhederne i henholdsvis Børne- og Ungeafdelingen og Børne- og Ungdomspsykiatrisk Afdeling.
- Strategien tager højde for, at der naturligvis er ting, som enten er ren somatik eller ren psykiatri, og det er ikke sådan, at vi kommer til at miste fokus, fordi forskningen pludselig skal spænde meget bredt. Vi skal stadig fokusere på vores ”egne” ekspertområder, men strategien lægger vægt på, at det skal være let at gå på tværs af sektorer og afdække perspektiver, som vi ikke tidligere har haft mulighed for, siger Søren Hagstrøm.
Og det er i virkeligheden ganske enkelt – det handler om at ville hinanden og lade døren stå åben, siger Marlene Briciet Lauritsen:
- Mange af de projekter, vi planlægger nu, dér skriver vi lige til hinanden for at høre, om der kunne være et somatisk eller psykiatrisk perspektiv, som kunne være relevant at inddrage, fx allerede inden vi begynder at indhente data. Sværere behøver det ikke at være, siger hun.
De to professorer glæder sig til, at det ikke varer længe, før de skal begynde at pakke flyttekasserne, og et nyt og spændende kapitel begynder i Hospitalsbyen.
- Når vi flytter ud i Hospitalsbyen og bliver naboer, bliver mulighederne for at mødes og samarbejde, både formelt og uformelt, jo endnu bedre, og der kommer nogle faciliteter, som gør det lettere at inddrage patienterne i fælles studier. Det ser vi meget frem til, slutter Søren Hagstrøm.