Fra knoglebrud til breakthrough - Aalborg var vært for stor ortopædikongres
380 forskere fra 31 lande og 4 kontinenter deltog i kongressen, der blev afholdt onsdag til fredag i sidste uge i regi af det europæiske ortopædi-selskab, European Orthopaedic Research Society - eller bare EORS.
Aalborg Universitet havde stillet sin flotte INNOVATE-bygning til rådighed, og det gav anledning til at vise det det velfungerende samarbejde mellem klinikere, ingeniører og basalforskere frem for hele verden.
- Det har været en kæmpe succes. Der blev præsenteret masser af spændende forskning, og vi har kun fået positive tilbagemeldinger, fortæller Ole Rahbek, der sammen med kollegaen Søren Kold kan puste lidt ud oven på nogle hektiske dage.
Særligt perspektiverne i nye digitale teknologier som kunstig intelligens og forskellige former for virtual reality fyldte en del i årets program.
- Det helt hotte emne lige nu er augmented reality og mixed reality – altså teknologier, hvor man lægger et digitalt lag ovenpå det fysiske miljø, for at interagere med det. Det interesserer rigtig mange, og mange af oplæggene fokuserede således på, hvordan man kan udnytte mulighederne i for eksempel uddannelse eller i klinikken, fortæller Ole Rahbek.
Mange yngre forskere
Ole Rahbek og Søren Kold havde med tilrettelæggelsen af kongressen en ambition om at gøre den attraktiv for yngre forskere – og det lykkedes, fortæller Ole Rahbek:
- Vi har blandt andet bestræbt os på at holde prisen så langt nede som muligt, for at gøre det lettere for yngre forskere at deltage. Derfor var konceptet også, at når først man havde betalt sit deltagergebyr, så var alt betalt, lige med undtagelse af hotelopholdet. Derfor er vi også enormt stolte over, at næsten en tredjedel af deltagerne var yngre forskere, siger han.
Flere af Ortopædkirurgisk Afdelings ph.d.-studerende og postdocs præsenterede deres forskning på kongressen. Én af præsentationerne endte med at være blandt kongressens højdepunkter, da ph.d.-studerende Marie Fridberg modtog prisen for kongressens bedste mundtlige præsentation (”Edward R. Valstar Award”).
- Det var prikken over i’et og en flot anerkendelse af hendes arbejde, siger Ole Rahbek.
Ph.d.-studerende Marie Fridberg modtog prisen for kongressens bedste mundtlige præsentation.
Sliddet værd
Med kongressen skriver Aalborg sig ind på en liste med prominente værtsbyer som Porto, Rom og Maastrich.
- Det er faktisk første gang, at kongressen afholdes i et nordisk land, så vi er selvfølgelig ekstra stolte over, at det blev Aalborg. Det er kulminationen på flere års hårdt arbejde, som begyndte, da vi for fire år siden søgte om at få kongressen til byen. Det havde ikke været muligt uden en kæmpeindsats fra hele forskningsgruppen, men det har været alt sliddet værd, siger Ole Rahbek.
Ole Rahbek og Søren Kold fortæller, at de i løbet af kongressen havde samtaler med kollegaer fra lande som USA, England, Skotland, Norge, Sverige, Sydafrika og Norge om nye projekter.
- Vi har blandt andet aftalt at arbejde sammen med en gruppe fra Sydafrika om et projekt, der skal udvikle personlige 3D-modeller, som kirurgen kan bruge til at visualisere resultatet af en operation for svære deformiteter, så patienten og kirurgen har et bedre grundlag for at vurdere udfaldet. Det glæder vi os meget til, fortæller Søren Kold.
Et godt udstillingsvindue
De to forskere mener, at det er en ”god investering” at påtage sig værtskaber for internationale kongresser som denne. For at være den organisation, der bærer stafetten, åbner automatisk op for nye samarbejdsrelationer, forklarer Søren Kold:
- Vi oplever, at når vi går rundt med vores ”Aalborg”-label - hvad enten man er ingeniør, kliniker eller noget tredje - så vil folk rigtig gerne tale med os. Samtidig er Aalborg verdens bedste sted at holde denne slags kongresser, fordi vi har mulighed for at eksponere den knowhow og kunnen, vi har inden for ingeniørfagene. Kongressen har således været et rigtig godt udstillingsvindue for at vise, hvad vi kan, siger Søren Kold.
Næste år går EORS-stafetten videre til kollegaer fra Davos i Schweiz, men Søren Kold og Ole Rahbek lægger ikke eventkoordinator-kasketten alt for langt væk:
- I 2026 afholdes en stor kongres for det nordiske ortopædkirurgiske selskab i København, hvor jeg er præsident. EORS-kongressen har været en kæmpe positiv oplevelse, og vi ser frem til at kunne bruge nogle af vores erfaringer i planlægningen af den nordiske kongres, siger Søren Kold.
På hjemmesiden https://eors2024.org/ kan du læse mere om kongressen.
Forfatter: Kommunikationskonsulent Peter Friis Jeppesen, pfj@rn.dk