Det danske sundhedsvæsen klarede sig godt under COVID-19, men uligheden voksede

Studiet, som netop er blevet bragt i International Journal for Quality in Healthcare, analyserer kvalitetsdata fra det danske sundhedsvæsen i perioden 2015-2022 og omfatter en række kritiske sygdomsområder såsom akutbehandling, kræftscreening- og behandling, palliativ behandling, KOL og skizofreni. Det viser, at hospitalerne over en bred kam formåede at opretholde aktivitetsniveauet og behandlingskvaliteten, selvom pandemien trak store veksler på ressourcerne.

- Langt hen ad vejen klarede sygehusvæsenet det jo fuldstændig vanvittigt godt! På trods af nedlukningen og det pres, vi var under, fik vi hurtigt kompenseret for faldet i aktivitet. Og ikke nok med det, så var vi i stand til at gøre det, uden at det skete på bekostning af kvaliteten, siger læge ved Socialmedicinsk Enhed på Aalborg Universitetshospital og Dansk Center for Sundhedstjenesteforskning, Søren Valgreen Knudsen, der er hovedforfatter på studiet.

Studiet er gennemført i samarbejde med professorer, klinikere, sundhedsledere og epidemiologer, der repræsenterer mange kliniske specialer, samt eksperter i kvalitet og patientsikkerhed fra hele landet. Det er det første, der giver et så omfattende overblik over pandemiens indirekte effekter på en lang række sygdomsområder og er enestående i international sammenhæng, da Danmark er blandt de få lande, der fører tidstro data for kvaliteten. 

Mest sårbare borgere søgte mindre behandling 

Studiet viser imidlertid også, at pandemien ramte socialt skævt. Borgere med lav indkomst, kort uddannelse, som boede alene eller var immigranter, havde markant færre kontakter med sundhedsvæsenet end før pandemien.

- Vi ser desværre en klar tendens; nemlig at de mest sårbare borgere søgte mindre behandling under pandemien. Det gælder på tværs af alle undersøgte sygdomsområder, forklarer Søren Valgreen Knudsen.

For eksempel faldt deltagelsen i kræftscreeningsprogrammer mest blandt lavindkomstgrupper, og færre patienter med KOL fra udsatte grupper blev indlagt for akutte forværringer. 

- Der kan være gode og dårlige grunde til, at man ikke bliver set i sundhedsvæsenet. Men det er helt entydigt, at det var de mindst ressourcestærke, der ikke blev set i samme grad, som de gjorde inden. Det tyder i sig selv på, at der er nogen, der har fået en ringere behandling, siger Søren Valgreen Knudsen og fortsætter:

- Det kan føre til alvorlige sundhedskonsekvenser, da der kan være nogen, som ikke har fået diagnosticeret en cancersygdom i tide, eller hvor der er opstået livstruende forværringer af deres sygdom, siger han.

Viser behov for særlig opmærksomhed 

Ifølge forskerne bag studiet bør den nye viden føre til politiske tiltag, der kan sikre mere lige adgang til sundhedsvæsenet – ikke mindst i krisesituationer.

- Vores hospitalsvæsen fungerer tip-top for dem, der formår at komme derhen. Men vi har også set, at der er en systematisk ulighed, hvor de mindre ressourcestærke grupper, falder igennem. Dem skal vi have en særlig opmærksomhed på - måske især i krisetider. Det håber jeg kan være en af læringerne fra COVID-19 pandemien, og at vores resultater kan bidrage til en bredere debat om, hvordan vi kan styrke sundhedssystemets modstandsdygtighed og øge den sociale inklusion, siger Søren Valgreen Knudsen.

Artiklen “Indirect effects of the COVID-19 pandemic on healthcare contacts, quality of care, and social disparities across essential healthcare domains” er publiceret i International Journal for Quality in Healthcare, og kan findes på https://doi.org/10.1093/intqhc/mzaf013