Håndtering af kæmpecelle-karbetændelse

Du skal i behandling for kæmpecelle-karbetændelse (arteritis temporalis). Kæmpecelle-karbetændelse tilhører gruppen af såkaldte vaskulitis-sygdomme. Det er en betændelsestilstand, som rammer de store blodkar – oftest i hovedet eller hovedpulsåren.

Man kender ikke den nøjagtige årsag til, at betændelsen opstår. Den kan ramme fra 50-årsalderen, men oftest omkring 70-årsalderen. Kvinder rammes oftere end mænd. Kæmpecelle-karbetændelse kan behandles effektivt med immundæmpende medicin. Behandlingen er for det meste meget effektiv, så symptomerne kan holdes nede. Det betyder, at du som regel kan blive ved med at bruge kroppen og klare dine gøremål, som du plejer.