Forlængelse eller korrektion af knogle med indsættelse af Fitbone Nail

Du skal have foretaget en operation, som forlænger eller korrigerer din knogle ved hjælp af forlængelsesmetoden Fitbone Nail.

Vi har derfor udarbejdet denne vejledning om behandling og pleje ved Fitbone Nail. Vejledningen er tænkt som et redskab til dig og dine pårørende, så I kan få viden om og forståelse for det forløb, du inden længe skal igennem.

Det er vigtigt, at du som patient sammen med dine pårørende bliver godt forberedt på den forestående operation og såvel fysisk som psykisk er i så god form som muligt. Det er derfor afgørende, at du og dine pårørende er indstillet på, at behandlingsforløbet kræver aktiv medvirken, specielt fra dig som patient og også fra dine pårørende, hvis resultatet af behandlingen skal blive så optimalt som muligt.

I pjecen kan du læse om følgende:

  • Sådan forbereder du dig til operationen
  • Sådan foregår operationen
  • Efter operationen
  • Når du kommer hjem
  • Kontrol
  • Fjernelse af Fitbone Nail

Inden selve operationen skal du til forundersøgelse på hospitalet. Her vil du møde den behandlingsansvarlige overlæge og en sygeplejerske, som fortæller dig om det forløb, du skal igennem. Du får mulighed for at få svar på de spørgsmål, som du og dine pårørende måtte have.