Sådan udmalker du med hånd eller maskine

I mange situationer er det en god idé, at du malker ud. Det gælder både lige efter fødslen og senere i ammeperioden. For eksempel hvis:

  • du er adskilt fra dit barn
  • dit barn har brug for ekstra ernæring det første døgn eller de første dage
  • barnet er for svagt til at sutte hos dig
  • barnet endnu ikke har korrekt sutteteknik
  • du vil stimulere/øge din mælkeproduktion, fx hvis du bruger suttebrik
  • du har meget ømme, sårede brystvorter
  • du har meget spændte bryster.

Det første døgn efter fødslen kan du udmalke 5 minutter på hvert bryst. Gentag eventuelt.

Du kan med fordel malke ud 6-8 gange i døgnet. For at du får hvile, kan det være nødvendigt at springe én gang over om natten. Der bør dog aldrig være over 6 timer imellem to udmalkninger, da dine hormoner så påvirkes til at nedsætte mælkeproduktionen.

Efter at du har udmalket, skal der gå mindst 1 time, inden barnet skal sutte, så du kan nå at danne ny mælk.