Behandling af englevinger
En englevinge er, når skulderbladet vinger ud fra kroppen, når du bevæger armen.
Skulderbladet styres og stabiliseres af flere muskler. Det er primært en enkelt muskel, der holder skulderbladet ind til kroppen, og som drejer den nederste del af skulderbladet udad, når armen løftes. Denne muskel, musculus serratus anterior, får sine impulser fra en nerve, nervus thoracicus longus.
Når denne nerve er påvirket og ude af stand til at sende tilstrækkelige impulser til musculus serratus anterior, mister du styringen af dit skulderblad og har en englevinge.
Der er forskellige årsager til, at nerven påvirkes, og beskadigelsen kan være hel eller delvis. I langt de fleste tilfælde kommer nerven sig igen, men det går langsomt og kan tage op til 2 år.