Du skal have foretaget en kikkertundersøgelse af blæren/urinlederen. Ved kikkertundersøgelsen kan vi undersøge blæren/urinlederen og tage vævsprøver, som vi efterfølgende sender til videre undersøgelse
Sådan foregår undersøgelsen
Før undersøgelsen
Der kan eventuelt blive brug for, at du skal have sprøjtet et farvestof op i blæren. Det en beslutning, lægen tager. Først bliver du bedt om at lade vandet. Derefter vil sygeplejersken lægge et tyndt kateter gennem urinrøret ind i blæren. Gennem katetret sprøjtes der et farvestof (Hexvix) ind i blæren. Derefter bliver katetret fjernet. Du må ikke lade vandet den første time, efter farvestoffet er kommet ind i blæren. Du får farvestof i blæren, for at vævet fremstår tydeligere.
Du er fuldt bedøvet
Inden du bliver bedøvet, får du lagt et drop, som giver dig væske gennem et plastikrør i håndryggen. Lægen, der skal undersøge dig, taler først med dig om, hvad der skal foregå, og herefter bliver du bedøvet.
Selve undersøgelsen
Ved undersøgelsen fører vi en kikkert ind gennem urinrøret og op i blæren. Gennem kikkerten tager lægen en vævsprøve fra din blære og eventuelt din urinleder. Prøven sendes til analyse.
Undersøgelsen varer cirka 1 time. Der går desuden tid både før og efter undersøgelsen med forberedelse, bedøvelse og opvågning.
Du får et kateter
Du får lagt et kateter op i blæren umiddelbart efter undersøgelsen.
Sådan forbereder du dig
Medbring en urinprøve
Medbring en urinprøve i det glas, du har fået udleveret.
Mød fastende til operationen
Før du skal bedøves, skal du faste. Det er meget vigtigt, at din mavesæk er tom, for at forhindre at mad eller væske kommer over i lungerne under bedøvelsen.
Indtil 6 timer før dit mødetidspunkt må du drikke og spise, som du plejer. De sidste 6 timer, før du skal møde, må du ikke:
- spise
- drikke mælkeholdige produkter
- tygge tyggegummi, spise bolsjer eller pastiller
- ryge.
Indtil 2 timer før dit mødetidspunkt må du drikke vand, saft, kaffe og te uden mælk. Vi opfordrer dig til at drikke 2 glas saft 2 timer før din operation, da det mindsker risikoen for kvalme og ubehag efter operationen.
Tag bad og børst tænder
- Tag et brusebad om aftenen eller morgenen. Husk at rense navlen godt med en vatpind – især ved robotoperationer.
- Vi anbefaler, at du er omhyggelig med at børste dine tænder og gør det 2 gange i døgnet både før og efter operationen. God hygiejne nedsætter risikoen for infektioner efter operationen.
- Undlad at smøre dig ind i creme.
- Fjern neglelak, smykker og piercinger.
Medbring medicin
Medbring din medicin i original emballage. Du må først indtage eventuel morgenmedicin, når du møder på afsnittet om morgenen.
Efter undersøgelsen
Hurtigt ud af sengen
Det er vigtigt, at du efter undersøgelsen kommer i gang med at bevæge dig. Det mindsker risikoen for komplikationer. Du skal derfor forvente, at vi allerede få timer efter undersøgelsen beder dig om at komme ud af sengen og gå omkring.
Vi støtter dig selvfølgelig i det omfang, du har brug for det.
Aftal at blive hentet af en pårørende
Er undersøgelsen forløbet normalt, bliver du udskrevet senere samme dag og kan tage hjem. Sørg for at have en pårørende til at ledsage dig eller køre dig hjem. Du må ikke selv køre bil det første døgn efter, at du har været bedøvet.
Når du kommer hjem
Tag den med ro i den første tid
Den første uge efter undersøgelsen skal du undgå stød og slag, herunder kondiløb, hårdt fysisk arbejde og tunge løft. Det er nødvendigt for at mindske risikoen for blødninger fra blæren.
Gener ved vandladning
Du kan opleve, at din trang til at komme på toilettet kan være meget kraftig i den første tid efter undersøgelsen. Det kan derfor være svært at nå på toilettet i tide, og det kan være nødvendigt med en ble. Årsagen til generne kan være irritation efter undersøgelsen. Symptomerne forsvinder oftest i løbet af 2-3 uger.
Tag smertestillende efter behov
Du kan have lette smerter eller ubehag i blære og urinrør i den første tid efter undersøgelsen. Du kan lindre smerterne med smertestillende medicin fra håndkøb. Vi anbefaler, at du køber den inden undersøgelsen, så du har den, når du kommer hjem.
Risiko for blærebetændelse
Der er altid risiko for, at du kan få blærebetændelse, når du har været undersøgt i urinvejene. Det skyldes, at de instrumenter, som vi bruger ved undersøgelsen, kan lave små rifter, som er indgangsport for bakterier og udvikling af blærebetændelse. Du kan forebygge dette ved at drikke rigeligt med væske, så urinvejene bliver skyllet godt igennem. Får du symptomer på blærebetændelse som fx feber, tiltagende hyppig vandladningstrang, vedvarende svie ved vandladning, lugtende eller grumset urin, skal du aflevere en urinprøve hos din egen læge.
Forvent blodig urin efter undersøgelsen
Du kan forvente, at der kommer lidt blod i urinen i op til 4 uger efter undersøgelsen, da sårskorperne i blæren falder af. Det kan derfor være en god ide, at du drikker mindst 2 liter væske dagligt, så blæren bliver skyllet godt igennem.
Spørg, hvis du er tvivl
Har du problemer det første døgn, efter du er blevet udskrevet, er du velkommen til at kontakte os. Derefter skal du kontakte din egen læge, hvis du oplever problemer.
Svar på undersøgelsen
Du får en tid tilsendt til samtale i Urologisk Ambulatorium. Ved samtalen får du svar på undersøgelsen af vævsprøven, og vi drøfter den videre kontrol eller et eventuelt behandlingsforløb med dig.
Kontakt og mere viden
Har du spørgsmål til undersøgelsen, er du velkommen til at kontakte os.